preload loader
omdr1024 top
Monte Carlo

Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft er værter på ’Monte Carlo’ på P3 hver eftermiddag fra klokken 14-16. I disse dage sender de fra en baggård til et hotel i Miami, fordi programmet følger den amerikanske præsidentvalgkamp.

Foto: Jonas Delfs © DR

 

Skrevet af: 

 

Send eller anbefal link

’Monte Carlo’ hylder de åbenmundede

01. nov. 2012 14.42 Seks skarpe

Esben Bjerre og Peter Falktoft elsker ægte mennesker og folk, der tør åbne munden. I disse dage er de to P3-værter i USA, hvor deres program 'Monte Carlo' følger nogle af de mest højtstillede i verden - de to præsidentkandidater.

Peter Falktoft fik to timers sendetid hver eftermiddag på P3. Derfor ringede han straks til sin ven, Esben Bjerre Hansen, og spurgte, om han ikke ville være med til at lave radio. Esben Bjerre Hansen var på det tidspunkt på udveksling i San Francisco, men fløj så til Danmark for at lave nogle dummyer sammen med Peter i januar 2012. Den 20. februar gik 'Monte Carlo' i luften - et radioprogram, der i 2012 har haft et gennemsnitligt lyttertal på over én million om ugen.

Monte Carlo er et område i den velhavende bystat Monaco. Hvorfor har jeres program fået navn derfra?
Peter: Fordi Monte Carlo er et sted, hvor det bare kører, selv om der er økonomisk krise ude i verden. Her er folk altså ikke bange for at fyre den af, og den mentalitet vil vi gerne give noget plads. Det behøver ikke være så alvorligt det hele. Folk skal huske, at verden højst sandsynligt ikke går under i dag, og at det faktisk går meget godt - ligesom det gør i Monte Carlo.
Esben: At bruge Monte Carlo som navn er også lidt symbol på folk, der ikke er bange for at stå frem. Den type mennesker kan vi godt lide. I dag er for eksempel politikere og bankdirektører i Danmark ret bange for at sige noget som helst.

Så I vil gerne sætte fokus på mennesker, der tør åbne munden?
Esben: Det handler mest om mennesker, der er højt oppe i hierarkiet. De virker ofte meget uægte, fordi de hele tiden skal passe på med, hvad de siger. I dag skal man altid fremstå på den bedst mulige måde, og komme med så generelle udtalelser som overhovedet muligt. Heldigvis er der stadig mennesker derude, der tør åbne munden ind imellem, og det sørger vi for at fejre.
Peter: I virkeligheden skulle vi have været født 20 år tidligere. Dengang med Riskær og den slags, det ville have været en fest. Det er jo efterhånden en uddøende race, så vi sørger for at dyrke dem.

Overvejer I nogle gange, om I tager for meget pis på det hele?
Peter: Nu siger du tage pis på. Det, vi bruger i programmet, er jo ikke noget, vi selv finder på. Det kommer altid af noget, folk rent faktisk har sagt. Selvfølgelig strammer vi det lidt, som man altid gør med journalistik. Vi gør også meget ud af at undgå at pege fingre af folk. Vi vil hellere klappe af dem og hylde den uhøjtidelige virak, der heldigvis stadig findes derude.
Esben: Det er heller ikke den almindelige mand, vi griner af og med. Det er de mennesker, der befinder sig i en position, hvor de må kunne tåle og regne med at blive. Som sagt helst dem, der er lidt højere oppe i hierarkiet. Vi synes, det er tid til at lave sjov med nogle andre end Linse.
Peter: Nogle gange skal man også bare holde sig til den tilgang, der egentlig er logisk at have. Altså uden at overveje alt for meget, om man kan tillade sig at stille det og det spørgsmål. For eksempel er vi meget glade for at bruge bidder fra programmet 'Horisont'. Vi ved godt, at religion er et følsomt emne, men man skal huske, at det er mærkeligt for de fleste mennesker, at nogle skal spørge en rabbiner om lov, før de kan få lov til at røre ved en frugt med knopper på.

Hvordan holder I jer selv kørende til at lave to timers radio alle hverdage? Er der ikke nogle dage, hvor I ikke er tændte?
Esben: Vi hører aldrig hinandens ting, inden vi går på. Det giver den umiddelbare reaktion, som man skal bruge for at lave radio. Det er ligesom de mennesker, vi gerne vil fortælle om - det skal være ægte. Hvis det bliver for indstuderet fungerer det ikke. Man ser det på tv, når værter har øvet overgange eller oplæg til hinanden. De tror ikke rigtig på det, når de så skal lave det.
Peter: Det vi snakker om i 'Monte Carlo' er også altid noget, vi har en mening om. Jeg er glad for at lave det live, for ellers kan man blive ved med at sidde at klippe og rette, fordi man aldrig bliver tilfreds. Når du laver live-radio skal den ligge der første gang. Der er lige som at bruge kuglepen til eksamen. Så koncentrerer man sig mere.

For nylig fik I 'Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon' som årets bedste radioværter og prisen 'Årets Drivetime', som gives til det bedste eftermiddagsshow. Hvad er det, I kan sammen som værter?
Peter: Esben og jeg er A og Z. Esben kommer altid med skjorten nede i bukserne og har haft sin daglige gang hos DR Nyheder. Det bruger vi også meget i programmerne. At Esben har foden indenfor i de voksnes verden.
Esben: Peter dæmper altid højtideligheden lidt. Og så er han meget til absolutter, hvor jeg nok mere er typen, der rummer alt.
Peter: Og vi er selvfølgelig altid glade for de priser, vi får. Det skal man være. Men motiveringen bag 'Årets Drivetime' var altså noget upersonlig. Kan du huske de der skabelonbeskeder, der lå på de gamle Nokia-telefoner? Dem, tror jeg, motiveringen var skrevet ud fra.

I denne uge sender I fra Miami i den amerikanske stat Florida for at følge valget. Hvorfor er det interessant for 'Monte Carlo's lytttere?
Esben: Det handler igen om det her med, at det hele ikke skal være så alvorligt. Vi vil forsøge at gøre det amerikanske præsidentvalg lidt mere tilgængeligt for danskerne. Man når langt med humor, det hele skal ikke nødvendigvis være på TV-Avisen-måden.
Peter: Alle de her sindssygt skarpe og godt-leverede nyheder giver danskerne dårligt selvværd. Journalisterne distancerer sig fra deres modtagere. Derfor er de på TV-Avisen, gået over til kun at interviewe journalister, fordi de kan levere det knivskarpt. Vi forsøger at tage det lidt mere ned på jorden.
Esben: Og så jagter vi svaret på, hvordan det dog kan være, at Romney og Obama ligger lige i meningsmålinger. For de fleste danskere virker det absurd, at man kan stemme på en mand som Romney, der er ligeglad med de fattige og kun støtter ægteskab mellem mand og kvinde. Men der er altså mere i denne mand, og derfor skal vi møde de amerikanske vælgere, så folk derhjemme kan forstå, hvad der ligger bag den amerikanske tankegang.

Esben Bjerre Hansen er 25 år og opvokset i en forstad til Silkeborg. Før 'Monte Carlo' har arbejdet hos DR Nyheder. Han var også med til at lave 'RamadanRadio' under P3's markering af den muslimske højtid.
Peter Falktoft er fra Risskov ved Aarhus og 27 år gammel. Han har tidligere vært på 'Saint Tropez', 'Morgennisserne på P3' og 'Profeten og Lillebror'. De har begge gået på Journalisthøjskolen i Aarhus, men har dog ikke færdiggjort deres uddannelser endnu. De to monegaskere sender alle hverdage fra klokken 14.03-16.00 på P3 - lige nu altså fra Miami i USA.

 
Interesse

Nordea-skilte var ok–men ikke midt i interview

29. jan. 2013 14:40Afgørelse

Flere klagede over sponsorskilte på skærmen under OL. DR gjorde umiddelbart ikke noget forkert, vurderer nævn, men dog kom skilt på ved en fejl under interview med roer.

 

Vi surfer på smartphonen som aldrig før

17. jan. 2013 09:56

Danskernes brug af internet på deres smartphone er steget markant, viser en undersøgelse fra Megafon og DR Medieforskning. Over halvdelen mellem 15 og 70 år ejer nu en smartphone.

 

X Factor 2013-finalen holdes i Herning

6. feb. 2013 10:36Rundt i DR

Fredag den 22. marts klokken 20.00 skydes X Factor 2013-finalen i gang med et brag. Finaleshowet finder sted i Jyske Bank Boxen i Herning.

 

Vind eksklusive MGP-trøjer

På dr.dk har vi fået fingre i to af de sweatshirts, som de unge på scenen også fik i weekenden. Svar rigtigt og vær med i lodtrækningen om en af dem.

 

Ugens DR

Her får du et par smagsprøver på programmer og arrangementer, der er værd at holde øje med i DR fra den 11.-17. februar 2013.

 

Få nyhederne om DR først

Tilmeld dig DRs nyhedsbrev og få nyt om DR generelt og DRs programmer i din mailboks.

Nyhedsbrev

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > Nyt fra DR

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.