preload loader
omdr1024 top

Skrevet af: 

 

Send eller anbefal link

DR Ramasjang opfordrer til gode gerninger

16. jan. 2013 09.22 Rundt i DR

Overrask mor og far med morgenmad på sengen. Dæk bord i børnehaven. Eller hjælp med at samle skrald op i naturen. Sådan lyder opfordringen fra DR Ramasjang til alle børn. For hver gode gerning, børnene gør i januar, donerer LEGO Fonden nemlig 25 kroner til årets Danmarks Indsamling.

Gør en god gerning og hjælp med at samle ind til Afrika. Så enkelt lyder budskabet, når DR Ramasjang og LEGO Fonden sammen med alle danske børn samler ind til Danmarks Indsamling 2013. Hver gerning belønnes med 25 kroner, og alt tæller, hvad enten man tager opvasken efter aftensmaden, fejer opgangen eller køber ind for sin farmor.

Danmarksmestre i gode gerninger
For at tilføje lidt ekstra spænding til de gode gerninger har DR Ramasjang skudt en konkurrence i gang blandt landets, skoleklasser, sfo’er og børnehaver om at blive danmarksmestre i gode gerninger. Den gruppe, der laver flest gode gerninger, vinder superseje Ramasjang-T-shirts med teksten ”Danmarksmestre i gode gerninger” til hele klassen – og bliver nævnt i det store indsamlingsshow på DR1 fredag 8. februar 2013 fra klokken 19.00:

- Sidste år resulterede de gode gerninger i cirka 1,8 millioner kroner til indsamlingen, og det skulle gerne blive endnu mere i år, så vi håber så mange børn, skoleklasser, børnehaver og SFO’er som overhovedet muligt vil følge opfordringen til at gøre en masse gode gerninger, siger Rasmus Mandsberg fra DR Ramasjang.

Det eneste, man skal gøre, er at hente et skema på biblioteket – eller på www.dr.dk/ramasjang- udfylde det med sine gode gerninger og aflevere det på sit lokale bibliotek senest den 6. februar.

Om Danmarks Indsamling 2013:
Danmarks Indsamling 2013 er en fælles indsamling til fordel for Afrika, som DR og 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag. Organisationerne arbejder for at hjælpe Afrika ud af fattigdom og fremme FN’s 2015-mål.  Danmarks Indsamling blev holdt første gang i februar 2007 og har samlet over 500 millioner kroner til udviklingsprojekter i Afrika. I 2012 blev det til 87 millioner kroner til børn på flugt.

Læs mere om Danmarks Indsamling 2013 på  www.danmarksindsamling.dk ellerwww.dr.dk/danmarksindsamling.  

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > Nyt fra DR

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.