50 år i DR: Jeg holder ikke op!

Tirsdag var der stor fest for Jørgen de Mylius og hans første 50 år i DR - blandt andet med en tankevækkende tale om den modstand, han har mødt undervejs.

Det kan være svært at forstå i netop den uge, hvor DR åbner DR3 for at levere levende, interessante og musikalske oplevelser henvendt til de yngre seere. Men begejstringen for at komme ungdommen i møde og for eksempel spille den musik, som den lytter til, har ikke altid været fremherskende.

For 50 år siden lykkedes det Jørgen de Mylius, en 16-årig gymnasieelev, at banke hul i muren og komme til at spille samtidens musik. Men at han og hans unge lyttere var oppe imod stærke kræfter, fremgik af koncerthuschef Leif Lønsmanns tale ved receptionen i Koncerthuset tirsdag eftermiddag.

Leif Lønsmann kunne citere en af sine forgængere i jobbet, musikchef Vagn Kappel, for følgende bombastiske svada om popmusik: ”En af de mest modbydelige, fordummende og sjofle foreteelser - og med sjofel tænker jeg ikke på pornografi, for den er ikke nær så væmmelig kynisk i tankegangen som den, der ligger bag fremstillingen af pop-produkterne, og jeg vil gerne understrege, at det ikke ville skade, men gavne utroligt at holde denne ækle industri borte fra Danmarks Radios dør”.

Som Leif Lønsmann forklarede:
"Der var én radiostation, DR. Med to kanaler. En til såkaldt ”højere” musik, det vil sige klassisk. Og en med det man kaldte ”lettere” musik. Det vil sige operetter, klaverkoncerter, universitetskor, regimentskorps og – når det gik højt – lidt gammeldags dansemusik fra Wivex – for ”de unge på 40”.

Og så derude i æteren et sted, kunne man opfange den forbudte lyd af Elvis Presley, Cliff Richard. Bill Haley, Buddy Holly og Fats Domino. Via skrattende højttalere lå vi i vores drenge- og pigeværelser med antenner og hovedtelefoner og trak tonerne ind fra Radio Luxemburg og Radio Mercur.

For os børn og teenagere var det en revolution på størrelse med internettet. Pludselig fik vi adgang til musik, vi ikke anede fandtes og som bare gik lige direkte ind i hormonsystemet. I løbet af et år eller to var Radio Mercur trods sin begrænsede sendestyrke og skrattende signaler større end Danmarks Radio.

Hvad gjorde Danmarks Radio? Forstod et vink med en radioantenne og tog den gode idé op? Nej! De satte alle kræfter ind på at forbyde skidtet, og de fik staten med på det. Hvis der skulle spilles musik for de unge, skulle det i det mindste være staten, der gjorde det. Og det gjorde den så."

Kulturpaver i og uden for DR
Leif Lønsmann talte også om de kulturpaver udenfor og ikke mindst indeni DR, der aldrig rigtig har villet Jørgen de Mylius og det, han står for:

"Men dine lyttere har aldrig svigtet eller tvivlet. Ingen enkeltperson har vel som du sat sit personlige præg på en, to, ja vel snart tre generationers musik- og radiooplevelser. I dag husker ingen navnene på dine mange kritikere. Men ingen vil kunne skrive dansk radios historie uden at du, dit navn, din stemme og dine programmer ville dominere. Du ændrede - og satte siden selv - standarden for dansk musikradio. Du blev rollemodel før ordet blev opfundet. Da du første gang kækt sagde ”hej” i stedet for ”goddag” begyndte en hel generation at sige hej i stedet for ”goddag” - og det gør vi stadig. Og da Danmarks Radios monopol endelig blev brudt - 30 år efter Radio Mercur - og hundredevis af lokalradioer dukkede op, ja så var der ingen tvivl om hvor de mange nye radioaktivister havde stået i lære."

Sidste taler var Jørgen de Mylius, som blandt andet fortalte, at hvis han skulle vælge, ville det være radioen, der ville stå nærmest hans hjerte. Han glædede sig over, at det trods de 50 år ikke var en afsked med DR, som var anledning til sammenkomsten: "Jeg bliver jo bare ved!," sagde han - og modtog et stort bifald fra salen.