preload loader
omdr1024 top
'Borgen' som bog

Udover ’Borgen’ er DRs dramaserie ’Forbrydelsen’ også udkommet i bogform, og lande som Japan, Storbritannien, Frankrig og Danmark er blot nogle af de steder, hvor man kan læse om Sarah Lund.

Foto: Lone Kröning Mogensen © DR

 

Skrevet af: 

 

Send eller anbefal link

'Borgen' som bog

'Borgen' udkommer den 19. februar 2013 i bogform i Danmark, Frankrig og Holland.

 

’Borgen’ går fra skærm til natbord

18. feb. 2013 19.00 Nyt fra DR

Ligesom 'Forbrydelsen' er blevet til en bog, bliver 'Borgen' det nu også. Snart kommer musikken fra serien også ud internationalt.

Hidtil har man skulle sidde klinet til skærmen søndag aften, hvis man har villet følge Birgitte Nyborgs kamp om den politiske magt i 'Borgen', eller hvis man har villet følge Torben Friis' efterhånden noget famlende greb om TV 1 Nyhederne, der nu også pludselig har fået en heftig valgdækning at se til.

Men fra denne uge kan man også læse om Birgitte Nyborg, Torben Friis, Katrine Fønsmark, spindoktor-Kasper og alle de andre fra DRs dramaserie i bogform. Tirsdag den 19. februar bliver 'Borgen's første sæson udgivet som bog i Danmark, Frankrig og Holland, og flere lande ventes at komme til snart. I Danmark er det DR og forlaget Lindhardt og Ringhof, der udgiver bogen, der bare hedder 'Borgen', mens den på fransk har fået titlen 'Borgen - une femme au pouvoir'. Eller på dansk: 'Borgen - en kvinde ved magten'.

Det er forfatteren Jesper Malmose, der har tryllet Adam Price, Jeppe Gjervig Gram og Tobias Lindholms originale tv-manuskript om til en roman, og det er anden gang, at en DR-dramaserie tager turen fra skærm til natbord.

"I udlandet er såkaldt novelization et ret udbredt fænomen, men det er først noget, der for alvor er ved at komme til Danmark nu," forklarer Anders Kjærsgaard Sørensen, der er chef for DR Salg.

Ifølge ham er der ikke tale om, at 'Borgen' som bog ene og alene holder sig til tv-manuskriptet.

"Bogen kan noget andet, fordi der er en indre dialog, og fordi den kan gå i detaljer, som man ikke kan i en tv-serie. Det var først forleden, at tv-seerne fandt ud af, at Katrine Fønsmark stammede fra en gård nær Randers, men i bogen er det nogle af de detaljer, som man kan få uddybet. Derfor kan man ikke sige, at man kender indholdet i bogen, bare fordi man har set serien," siger Anders Kjærsgaard Sørensen.

Briterne er vilde med tv-romaner

Ikke mindst i Storbritannien er romaner, der er baseret på tv-serier, meget udbredte, så han håber også, at briterne snart får 'Borgen' i bogform.

Både 'Forbrydelsen' sæson 1 og 2 er allerede ude som bog, og i for eksempel Japan, Italien, Frankrig, Spanien, Holland og Danmark er der også kommet 'Forbrydelsen'-bøger på boghandlernes hylder.

Ikke kun læsestof om 'Borgen' er på vej ud i den verden, hvor cirka 60 lande i fem verdensdele indtil videre har vist en eller flere sæsoner af DRs dramaserier. Også musikken fra 'Borgen' bliver sendt i digital distribution af DR Salg i starten af marts.

"Det er Halfdan E., der har lavet musikken til 'Borgen', og både han og os i DR Salg har fået en række henvendelser fra folk, der gerne ville have fat i den. Så nu udgiver vi den," siger Anders Kjærsgaard Sørensen.

Sidste år sendte DR også Frans Baks musik fra 'Forbrydelsen' ud internationalt.

 
Interesse
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > Nyt fra DR

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.