De hellige imod de gudløse
sendt 17. marts 2007 kl. 18:03
på
P2
For nogle år siden kunne man i Kvickly købe sandaler med billeder af Jesus på trædefladen. Det vakte en del postyr, og sandalerne blev hurtigt fjernet fra butikkerne. Men billedet står tilbage af et samfund, hvor det er blevet almindeligt at trampe på religion. Det mener blandt andre forfatter og chefredaktør Erik Bjerager, som er en af gæsterne i denne Agenda.
I den aktuelle debat er troen på Gud blevet sammenlignet med at mene, at Elvis er i live. Og P1s udsendelser og debatter om kirke, tro og religion er blevet stemplet som ”kirkefims.”
Men nu tager de hellige til genmæle overfor de gudløse. For kan mennesker leve - og leve sammen - uden den moralske vejledning der ligger i religionen? Og har religionskritikerne egentlig andet at byde på end et samfund, hvor alle værdier er lige gode? Og hvor hvem som helst - fra kyniske videnskabsfolk til herskesyge statsledere - derfor kan træde i stedet for Gud?
Agenda analyserer i to programmer striden mellem ateister og troende. I den første udsendelse (Sendt den 10. marts 2007) var det gudløse, der satte dagsorden. I denne uges udsendelse føres ordet af de hellige.
Hovedgæst er Kristelig Dagblads chefredaktør Erik Bjerager, som også er forfatter til bogen Gud bevare Danmark. I en konfrontation, hvor han stiller spørgsmålene, udfordrer Bjerager sidst i udsendelsen dramatiker Nikolaj Cederholm, der står bag teaterforedraget Åh Gud, og som er en anden af hovedpersonerne i den verserende religionsdebat.
Der er også indslag om den britiske tænketank Theos, der vil gøre Guds ord til et argument, der tages lige så alvorligt i samfundsdebatten som opinionsundersøgelser, statistik og videnskabelige analyser. Og religionsforsker og professor ved Syddansk Universitet, Olav Hammer, vurderer blandt andet forestillingen om, at nutidens velfærdssamfund har rødder i kristendommen.