Her går grænsen - eller gør den? 2.
Sendt 19. januar 2008 kl. 18:03
på
P1
Bemærk venligst at der er en meningsforstyrrende fejloversættelse i indslaget om Matthias Matussek og den nye tyske patriotisme. Begrebet "Leitkultur" skal korrekt forstås som den ledende og herskende kultur.
Hvordan ser indlandsisen ud fra luften? Kan vi finde en buskmand i Kalahari? Skal vi følge Amazonas gennem junglen? Hvad med at kikke efter ruinhober i Kabul? Eller måske Pyramiderne? Kan vi komme tæt på Osama i Pakistans bjerge?
Ja, med søgemaskinen Google Earth er mulighederne uendelige - men hvad vælger vi at zoome ind på?
Vi vælger os selv. Vi vælger vores egen by, vores egen vej, vores eget hus. Står bilen ude på vejen? Har vi vasketøj til tørre ude bagved? Ligger naboen top-løs i haven?
Uanset hvor globale vores muligheder bliver, vil vi stadig have et lokalt udgangspunkt, og vi vil hele tiden søge hen mod det velkendte, det vi er trygge ved, det sted hvorfra vores verden går, det sted som vi omfavner med en naturlig, selvoptaget nysgerrighed. Hvad skal vi med buskmænd og eskimoer, når vi kan sidde i vores eget hus og zoome ind på - vores eget hus…
Vi er verdensborgere ved tastaturet - og så alligevel hjemmefødninge, der søger trygheden i det velkendte.
I udsendelsen omtales bogen Den danske stamme af Hans Kornø-Rasmussen. Bogen udkommer på Politikens forlag den 31. januar 2008.