Godt nok revolutionen
”Godt nok” er ofte bedre end ”perfekt.” Hvordan skal man ellers forklare at stadigt flere foretrækker digital musik i MP3-filer fremfor LP-pladens vinyl? At vi valfarter i IKEA - selvom der er masser af møbler der er bedre og mere solide end dem vi slæber med derfra. Og at kvik og hurtig juridisk rådgivning på Internettet - for eksempel i forbindelse med skilsmisse - giver hård konkurrence til de gammeldags advokatkontorer med god tid og service.
Agenda handler om ”Godt nok revolutionen.” Udtrykket stammer fra det amerikanske magasin ”Wired.” Under overskriften The Good Enough Revolution skrev bladet for nylig at markedets bedste og mest avancerede produkter og services i stigende grad får baghjul af dem der er ”Quick & dirty.” Det vil sige nemme og hurtige at bruge, men langt fra finpudsede.
Grundlæggende er det forbrugernes forståelse af kvalitet der er i forandring. I rigtig mange tilfælde er de fleste af os nemlig villige til at ofre ”det perfekte” for det ”der er godt nok.”
I denne udsendelse får du eksempler på hvordan ”godt nok tendensen” viser sig indenfor mode og design. Vi taler om, hvordan hæderkronede virksomheder som B&O døjer med at omstille sig til de nye vilkår. Og vi leger med tanken om, hvor meget velfærdsstaten kunne spare - hvis vi droppede forestillingen om det perfekte hospital eller plejehjem og i stedet satsede på det, der er ”okay”.