Nikolaj Hübbe og døden

• Hør udsendelse   (54:51)

En dag vil dit liv stoppe. Du vil dø. Denne verden vil fortsætte, men du vil ikke være en del af den. Alle du kender vil dø. Alle deres børn. Alle her på DR og alle jer, der lytter på dette program. Vil dø. Det er det eneste vi uden diskussion alle sammen har til fælles. Det er den ene faktor der definerer vores liv allerstærkest. At det er begrænset, afmålt og har en afslutning.

Alligevel taler vi nærmest aldrig om det. Hver eneste gang døden viser sig - i enten popkultur, nyheder eller privatliv - er det som enten dyb sorg eller katastrofe. Denne ene betingelse som vi alle deler, taler vi kun om når den rammer. Og altid med en form for afmagt. Det er egentlig ret bizart. Alle andre dele af livet er blevet formuleret som en del af hverdagens diskussion. Fra vores inderste ønsker til vores seksuelle præferencer og vores unikke levevilkår. Men døden kommer stadig som en tyv i natten. Vi bliver chokerede. Og enten græder vi - når den rammer vores kære - eller også frygter vi den - når vi hører om den i fremmede lande eller hos naboen.

Vi er ynkeligt uforberedte på at tale om døden. I forhold til nogle andre kulturer - eller bare vores egen for nogle aldre siden - er vi kriminelt underbemidlede i forhold til sprog, anledning eller værktøjer der kan behandle emnet. Og alligevel har vi alle sammen en bevidsthed om at vi skal dø.

I dag og i næste uge i Agenda skal vi tale om døden. Vi har sat to meget levende mennesker i stævne og spurgt dem om alt det vi normalt ikke spørger hinanden om.

Denne uge er gæsten Nikolaj Hübbe - balletmester på det Kongelige Teater - en mand, der har rejst verden rundt som danser og levet mere end mange af os kan håbe på trods sine kun 42 år. Og en mand, der allerede har sagt farvel til et liv, nemlig det som danser, og nu står bag tæppet på det Kongelige, mens han ser den ene unge danser begynde en ny eksistens efter den anden.