Bliv "dit eget firma" og bliv dummere?
Agenda 28. august 2011 kl. 16:03
på
P1
I vores nabolande stiger antallet af enmandsvirksomheder som sælger deres ydelser til flexible firms, virksomheder som vokser og skrumper i takt med ordrebogen. Når denne udvikling for alvor rammer Danmark, er spørgsmålet om der overhovedet er brug for lærlinge mere, når man nu bare kan købe højtudannede enmandsfirmaer til at udføre en given opgave, uden at skulle tænke på alle de sociale og uddannelsesmæssige krav der følger med en fastansættelse. Og hvor højt uddannede er disse egentligt når der er gået nogle år og de ikke har haft tid og råd til videreuddannelse? Bliver vi alle sammen dummere af al denne fleksibilitet? Mød blandt andet Søren Kaj Andersen, centerleder for sociologisk institut FAOS, der fortæller om hvordan arbejdsmarkedet er sammensat i dag. Gunde Odgaard fra BAT-Kartellet fortæller hvordan uddannelsesfødekæden i værste fald kan blive brudt med en opblomstring af enmandsfirmaerne.
Et sted hvor man længe har haft enmandsfirmaer er i journalistbranchen. Lars Værge fra Journalistforbundet forklarer hvornår, hvorfor og hvordan det er opstået - og omfanget.
Hvad er det for en type mennesker der laver enmandsfirmaer? Er de presset til det eller er enmandsfirmaerne en livslang drøm om selvstændighed?
Selvom der er flere enmandsfirmaer, er vilkårene stadig hårde – konsulent Rikke Bøgely fra Væksthuset Hovedstaden fortæller om, hvilke problemer enmandsfirmaer henvender sig med, når de kommer til hende for at få råd og vejledning.
Er enkeltmandsfirmaernes fremmarch en positiv udvikling fordi den gør det muligt at arbejde når man har lyst og holde fri når man vil? Eller risikerer vi at enkeltmandsfirmaerne skaber et nyt konkurrenceelement der sætter hårdt tilkæmpede rettigheder som barsel, efteruddannelse og pension ud af spil?
Vært:
Torben Brandt
I redaktion:
Thomas Smedegaard og Eldina Jaganjac
Genudsendelse:
03. september 2011 kl. 23:05
Medvirkende:
Rikke Bøgely, vækstkonsulent, Væksthuset Hovedstaden
Stine Stahr, Producent, Nordisk Film
Søren Kaj Andersen, Centerleder, lektor, Ph.D. Sociologisk Institut, FAOS
Gunde Odgaard, BAT-Kartellet
Morten Hansen, tømrer
Lars Værge, næstformand Dansk Journalistforbund