Pas på hvad du (ikke) siger
Agenda 11. marts 2012 kl. 16:03
på
P1
Engang var det ligetil. En politiker kunne ytre sine holdninger i en lukket offentlighed uden de folk, man ytrede sig om, nødvendigvis fik det at vide.
En virksomhed kunne målrette sin kommunikation, så den ramte lige præcis dét segment, den gerne ville have til at købe sine produkter.
Men sådan er det ikke længere.
Fejlkommunikation kan ses på bundlinjen
Især virksomheder, der arbejder på tværs af landegrænser kan risikere at løbe ind i konflikter, hvor deres forbrugere har reageret dårligt på kommunikation, der egentlig var møntet på nogle helt andre. Og de konflikter rammer dels deres handlefrihed og dels har de konsekvenser for bundlinjen.
- Forestillingen om strategisk kommunikation hvor man sender en besked ud til en given gruppe kunder og samarbejdspartnere og forventer, at det kun er dem, der modtager den, kan man godt forkaste, siger Michael Rasmussen, kommunikationskonsulent og cand.mag i filosofi.
De fleste virksomheder vil helst undgå at tage stilling til religiøse eller kulturelle problemstillinger, men de er nødt til at acceptere, at de agere i en multikulturel og globaliseret verden, og derfor vil der altid være holdninger, der skaber konflikter.
- I stedet for at tage konflikten fra case til case, kan man med fordel anlægge en strategi fra starten, hvor man har afklaret hvad ens holdning er. For hvis man ikke gør det, så tager kunderne og markedet stilling for en, og så kommer det til at gå ud over virksomheden, siger Michael Rasmussen.