De blå lejesvende som podcast
Op gennem 1950'erne lykkedes det Den amerikanske informationstjeneste at få Danmarks Radio til at sende en lang række propaganda-indslag i den bedste sendetid.
Indslag og historie, der for de flestes vedkommende var produceret af amerikanernes selv, blev præsenteret af medarbejdere med tætte forbindelser til den amerikanske efterretningstjeneste og sendt til de mange millioner lyttere for hvem radioen var den primære kilde til information. For første gang nogensinde fortæller DR P1 nu historien om langt den største og mest direkte politiske farvning i Danmarks Radios historie.
Historiker Josef Batikha har gennemgået titusinder af dokumenter i de amerikanske regeringsarkivalier i Washington og konklusionen er klar: Det lykkedes den meget velkørende amerikanske informationstjeneste, at afsætte en lang række radioudsendelser med det formål at gøre danskerne venligt stemt overfor U.S.A. og i særdeleshed vinde danskerne for Atlantpagten (senere NATO), som der på det tidspunkt var en kæmpe skepsis over for herhjemme. Udsendelserne indeholder alt fra politiske analyser til reportager fra militære øvelser og indslag om amerikansk jazzmusik. Den amerikanske propaganda, som kan betegnes som en slags kulturel pendant til Marshall-hjælpen, bliver kritiseret af enkelte debattører som kommunisten Hans Scherfig, der bl.a. kalder Aktuelt Kvarter og Pressens Radioavis for "et rent amerikansk nyheds- og propagandaorgan." I 1960'erne ophører Danmarks Radio med at sende amerikansk propaganda ud fra en bekymring om, at den vil virke kontraproduktivt. Desuden er snebolden ligesom allerede begyndt at trille og det næste årti skal om noget blive årtiet, hvor begejstringen for amerikansk kultur går amok.