Historiens største slaveoprør
Alle tiders historie 24. januar 2010 kl. 09:07
på
P1
I 1790'erne gjorde slaverne på Haiti oprør mod den franske kolonimagt. Det store oprør blev begyndelsen på slaveriets ophør rundt om i verden. Haiti blev selvstændigt og fik sin egen leder, der i dag omtales som den amerikanske verdensdels første sorte statsleder.
En personlighed formes
Oprøret og landets historie, har haft stor betydning for den haitianske selvfølelse og tankegang. Problematikkerne fra dengang danner grundlaget for mange af de kaotiske politiske og sociale forhold, der kendetegner Haiti i dag. Historiker Per Nielsen fortæller om det store slaveoprør.
- Det var den bedste koloni man overhovedet havde. Den gav et kæmpe overskud på grund af sukker- og kaffeproduktion, fortæller Per Nielsen.
Men Frankrigs koloni-eventyr ender brat med det store slaveopgør. Det største slaveoprør nogensinde.
Afrikansk flertal
Det specielle ved Haiti er, at der i 1790'erne lever en halv million sorte mennesker. I årene op til oprøret kommer der 30.000 nye afrikanere til hvert eneste år. Det vil sige, at da oprøret brød ud, var langt over halvdelen indfødte afrikanere.
- Mange kaffeplantager var ejet af efterkommere af slaver, da der var mange tilfælde, hvor en hvid plantageejer gjorde sit mulat barn til arving. Det betød at der var frie og rige jordbesidder, købmænd og skibskaptajner, der stammede direkte fra afrikanerne.
Frihed, lighed og broderskab
Da den franske revolution brød ud, frygtede de hvide, at det ville sprede sig til Vestindien. Derfor startede oprøret faktisk hos de hvide kolonister, men spredte sig hurtigt ned gennem rækkerne.
- Rigtigt nok griber de frie haitianere med afrikansk baggrund chancen til at kræve sig sidestillet med de hvide. De er nemlig stadig andenrangs mennesker, selvom de er frie, fortæller Per Nielsen.
En lang og sej kamp imellem de sorte og hvide plantageejere, går i gang, og den ses til dels den dag i dag.
En utrolig sejr
Frankrig forsøger at holde på magten, men revolutionen ruller allerede og det medfører blandt andet, at oprørene sejrer. Det bliver kort efter bestemt fra Paris, at de farvede er ligestillet med de hvide. Året efter i 1794 ophæver kongressen i Paris slaveriet.
Så snart de franske koloniherre er smidt ud, øjner både Storbritannien of Spanien muligheden for at overtage denne rige koloni, og kæmper begge om den i flere år. Det lykkes dog aldrig for nogen af dem.
I front står Haitis oprørsleder Toussaint Louverture, der bliver den første sorte statsleder på det amerikanske kontinent. Louverture vidste hvordan slaverne tænkte og kunne tale deres sprog, men han havde også været fri i en årrække og forstod derfor den hvide mands psyke, og det var nøglen til at forstå spillet mellem konfliktens parter.
Det afrikanske land, der endte som en ø i Vestindien.
Hvis vi skal forstå nutidens Haiti igennem denne historie, må vi se på den identitet som indbyggerne har. Haitianerne har som det eneste slavefolk, været uafhængige i 200 år.
- Det betyder, at de ikke er efterkommere at slaver i flere generationer. Deres forfædre var måske kun slaver i fem til ti år, før de blev fri. Det betyder, at de ikke er blevet europæiseret i samme grad, som de andre kolonistater, fortæller Per Nielsen.
Men det betyder også, at det nok har været svært at være afrikansk og klare sig i den verden. Der har været 20 forskellige afrikanske folkeslag, der har medbragt hver deres måde at se tingene på. Det medfører en stor konflikt, der bliver til en lang kamp, og den kamp er der stadig levn af, den dag i dag.