Apropos... Drifter og døden
11. februar 2010 kl. 15:30
på
P1
Hvert år begår omkring 700 danskere selvmord. De drives mod døden af mørke tanker om deres eget liv.
Det er især mænd over 60 år, der vælger døden som løsning på problemerne. De skal til at sige farvel til arbejdslivet, måske bliver de syge eller mister en ægtefælle. De går alene med deres tanker om et liv, der ikke er værd at leve. Og hvis ikke nogen tager fat i dem og snakker om det, er der risiko for, at det lykkes for dem at begå selvmord.
Unge piger fylder ikke så meget i tallene for antallet af selvmord. Til gengæld udgør de en væsentlig gruppe i kategorien med selvmordsforsøg. Mange unge tiltrækkes af film, bøger og musik om døden og mørket.
For især pigerne kan det få dem til at gå på internettet og opsøge andre unge, der bekræfter dem i, at det er i orden at begå selvmord. Måske endda hjælpe med metoder til at gøre det.
Hvis man i omgivelserne får mistanke om, at en person går i selvmordstanker, skal man snakke med vedkommende om det og spørge direkte. Mange er bange for at nævne selvmord, men det kan ikke drive nogen til at handle. Tværtimod kan en åben samtale om selvmordstankerne være så stor en lettelse for den pågældende, at det fører til en vej ud af problemerne.