Apropos... Vandring og historie

• Hør udsendelse  

De historier, vi fortæller hinanden ved middagsselskaberne idag, er grundlæggende de samme, som de fortalte hinanden i det gamle Rom. Vandrehistorierne har underholdt og forarget i mange århundreder.

Undervejs på turen gennem tiden bliver der ændret på detaljerne, men historiernes grundform er den samme. Ligesom dengang bruger vi fortællingerne til at skabe et socialt fællesskab. Vi nyder gyset i den troværdige, men grænseoverskridende historie om en fætter eller en vens kollega.

Lyder sandt men ikke til at bevise
Mange har forsøgt at verificere de historier, der bliver fortalt, som om de var sande. Men det viser sig, at det er umuligt at finde tilbage til de oprindelige kilder, steder og hændelser. Vandrehistorierne er svære at afvise som løgn, men ingen kan komme med beviser for deres sandhedsværdi.

Ofte ender vandrehistorierne som nyhedshistorier i medierne. Det skete blandt andet for historien om babyen i hoppegyngen i halvfjerdserne. En avis troede, at det var sandt og satte fortællingen om en familie, der tog på ferie, men efterlod barnet i sin hoppegynge, på tryk.