Apropos.. aggression

• Apropos - 8.2 2013   (32:00)

Aggression er noget, civiliserede mennesker lægger låg på. Jo højere udviklet man er, desto mindre aggressiv og voldelig antager vi, man er.

I naturen taler man normalt ikke om aggression, når et rovdyr nedlægger et bytte. Og i det hele taget er observationer, hvor dyr er aggressive overfor medlemmer af andre arter ikke så udbredt, som man skulle tro. Men der er tilfælde, hvor aggressionen er svær at forklare, f.eks. blandt chimpanser, som vi mennesker jo elsker at spejle os i. Man ved, at chimpanser kan udvise ekstrem aggressiv adfærd, f.eks. hvor en gruppe af chimpanser slår andre grupper ihjel og så bare trækker sig tilbage:

"Så hvad det er, der udløser, at de begår de her drab, er svært at sige, fordi det ikke virker nødvendigt for dem. Men det er vel et spørgsmål om, at en mere udviklet intelligens giver et større repertoire rent adfærdsmæssigt. Men jeg er ret sikker på, at det stadig kan betale sig for dem på en eller anden måde. "

Det fortæller Tobias Wang, der er biolog og professor i zoofysiologi på Aarhus Universitet.
Der er også eksempler på voldsom aggressivitet fra de ellers så søde og tiltalende delfiner.
Delfiner har nemlig en grusom vane med at tæske andre hvaler, der er mindre end dem selv, til døde. En af forklaringerne er, at de slår dem ihjel, fordi de slås om den samme føderessource, altså at de slår ihjel for at sikre deres egen overlevelse.
Men den mest aggressive art er tilsyneladende mennesket. Forskning fra Utah i USA, som blev offentliggjort for nylig, peger på, at menneskets knyttede næve, hvor en tommelfinger kan beskytte knoerne, er designet til slå med.

Den naturlige aggression
Man må ikke slå! Det lærer vi vores børn. Og det opdragelsesprincip er ligefrem lovfæstet, når det gælder den nu afskaffede revselsesret. Man kan med rette sige, at vi lever i en kultur, der ser aggression som noget negativt og helst vil lægge låg på aggressiv adfærd.
Det er i mange sammenhænge nyttigt at opdrage efter den målsætning - men måske er vi alligevel ude i et naturstridigt ærinde, hvis vi forsøger at lægge låg på det hele.

For aggressionen hører med til det menneskelige følelsesregister, og derfor er det også nødvendigt af og til at få afløb for den. Og derfor gør vi klogt i ikke kun at se aggression som noget negativt, men også som noget, der giver os styrke og udvikler os i vores relationer med andre mennesker. Det siger Camilla Justesen, som er daglig leder af Familielaboratoriet, en international undervisnings- og rådgivningsorganisation baseret på den danske familieterapeut og forfatter Jesper Juuls erfaringer og teorier omkring relationerne i familier:

"Rigtig mange forældre synes, at det er skidt, når deres børn er aggressive, men i virkeligheden er noget af det, de gør, når de er små, jo det vi gerne vil have dem til, når de bliver større - nemlig bl.a. at være viljefaste og målrettede. Og det er jo det, aggression jo også kan være et udtryk for."

Når aggression bliver til vold i familien
De fleste kan nok genkende følelsen af at være rigtig sur og vred på kæresten, konen, manden - så vred, at man kan få lyst til at tage den nærmeste tunge genstand og smide i hovedet på hende eller ham!
Og for de fleste får følelsen nok afløb i et skænderi, lidt råben og måske et smæk med døren. 
Men for nogle kammer det over, vreden og frustrationen bliver til aggression, til vold - de slår den - eller måske dem - de elsker allermest!
Men hvorfor, hvad er det, der skaber vold i de nære relationer? Og hvordan kan man hjælpe, så det holder op?
"Det handler typisk om afmagt, om en oplevelse af ikke at slå til. Og så handler det om, at det er en adfærd, man har "arvet" - det er ofte, noget man gør, fordi man selv som barn har oplevet vold i familien. Det er altså en indlært adfærd - og det gode ved det er, at den så også kan aflæres", fortæller Helle Hundahl, som er psykolog og afdelingsleder i organisationen "Dialog mod Vold".

Mere aggression i samfundet
Vreden i samfundet er voksende - det er blevet mere acceptabelt, og ikke så pinligt, at vise sin vrede. Før tabte man ansigt, hvis man viste sin vrede. Og som det er mellem mennesker i samfundet, er det også internationalt, mellem landene: Globaliseringen var den historiske udgave af et filosofisk ideal om kosmopolitanisme, som indebar idéen om at underkaste sig et globalt, fredsorienteret værdisæt og et rationale om argumentets kraft.  Men den vision er ved at svinge over i sin modsætning: Som rationelle væsener er vi 'begrundende dyr' - men det er som om vi ikke er optaget af nødvendigheden af at lytte og argumentere. Og hvis aggressionen ikke længere SKAL begrundes - så det er ikke længere så påtrængende et spørgsmål, om den KAN begrundes. Det siger Lars Henrik Schmidt, idéhistoriker og professor i pædagogik og filosofi ved Aarhus Universitet:
"Men hvis vi alle sammen hver for sig som individer opførte os, som lande opfører sig i dag, ville vi måske betegne det som psykopatisk."