Apropos … kærlighed

• Hør udsendelse   (32:00)

Den romantiske drøm om den eneste ene lever i bedste velgående, selv om drømmen møder mere modgang end medgang i vores moderne hverdag. Men hvor kommer den egentlig fra,  den her forestilling om en soul-mate, den eneste ene?

"Den tanke er ældgammel. Den findes i den græske livsforståelse, og den findes formuleret i Platons dialoger, som en meget smuk tanke om, at der var engang hvor mennesker var kuglerunde, og så blev de grebet af en slags hovmod, de kunne nærmest være guddommelige i deres færden. Og så har Zeus kløvet dem, og siden har de så ledt efter den anden halvdel."
Det fortæller Anne Marie Pahuus, som er prodekan for forskning på Århus Universitet og som filosof interesserer sig for 'Følelsernes filosofi'.
Men hvordan passer den sammen med, at så mange lever alene og gennem livet har mere end en partner?
"Jamen, den passer ikke ret godt. Men det betyder ikke, at vi opgiver den. Og jeg mener faktisk ikke, at det ligger i konventionen om den eneste ene, at man nødvendigvis kun oplever den eneste ene én gang", siger filosof Anne Marie Pahuus.

Kærlighed og tro
Kærligheden tåler, tror alt, håber og udholder alt - for størst af alt er kærligheden. Sådan lyder det blandt andet i Kærlighedens højsang, som alle brudepar kender. Men faktisk er udsagnet, som vel nok er et af de mest citerede afsnit i bibelen slet ikke møntet på den romantiske kærlighed - nej, den sigter til Guds kærlighed. For Gud er lig med kærlighed, og Gud har skabt mennesker til kærlighed.
Men opfattelsen af gud som lig med kærlighed, stammer fra det nye testamente. Men i det gamle testamente er gud snarere en, der lader os få kærligheden at føle, hvis vi ikke makker ret - men er den opfattelse helt forsvundet?
"Jeg tror ikke, at den gammeltestamentlige opfattelse af som Gud som den strenge helt er forsvundet. Men der er da ingen tvivl om, at tanken om gud som den kærlige, at Gud først og fremmest er kærlig, den spiller en meget stor rolle i den danske folkekirkelige tro. For Guds kærlighed handler om, at man skal have blik for det gode, det kærlige, at se livet med kærlige øjne", fortæller Svend Andersen, professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet

Evnen til kærlighed
Man høster som man sår - siger man jo!  Men hvordan får man lige sået evnen til kærlighed - og ikke det modsatte. Med andre ord, hvad er det i et menneskes personlighed, der gør det i stand til at give og modtage kærlighed?
"Det er en evne, der grundlægges, mens vi er helt små - når vi som spædbørn bliver taget op, når vi får trøst og anerkendelse. Det handler om tillid til, en positiv forventning om, at andre vil én det godt - den er vigtig for at turde elske."
Det fortæller Asger Neumann, som er psykolog og ekstern lektor ved Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet. Han har i mange år har beskæftiget sig med kærligheden og dens væsen ud fra et psykologisk synspunkt.

Kærlighed i litteraturen
I litteraturen kan man gennem historien se, hvordan vores opfattelse af kærligheden forandrer sig - ja, man kan ligefrem tale om, at litteraturen har opfundet kærligheden, som vi kender den i dag, den romantiske kærlighed.
"Det skal forstås sådan, at der selvfølgelig er en kærlighed forud for det - biologisk og antropologisk, og på den måde er kærlighed til, til alle tider, alle steder. Men når vi snakker om kærlighed, så er der nogle betydninger indlejret i det ord. De er historiske, de kommer nogle steder fra, fra platonisme og fra kristendommen, men de kommer i høj grad også fra digtningen og filosofien", fortæller Dan Ringgaard, lektor i nordisk litteratur ved Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet
Det hele begynder i den sene middelalder, hvor vi har de tidligste kilder til vores kærlighedsopfattelse. Der kommer den høviske kærlighed, som baserer sig på afkald og indsigt.