Arabisk retorik – når præsidenter er pressede

• Hør udsendelse   (26:58)

Normalt har det været begrænset, hvor ofte statsoverhovederne i den arabiske verden har henvendt sig til deres befolkninger. Men det seneste år har præsidenterne næsten stået i kø for at forklare, hvorfor de faktisk har fortjent at blive siddende på deres post, selv om folk på gaden ville tvinge dem væk.

Det er ikke kun hyppigheden af talerne, der har forandret sig. Før i tiden var det næsten utænkeligt at en præsident ville slå over i sin lokale dialekt. Men det gjorde flere af dem pludseligt i forbindelse med de store folkelige protester. På den måde havde de nemlig lettere ved at nå ud til deres egne landsmænd.

- Hvis man taler dialekt, så siger det implicit, at man ikke er god nok til rigsarabisk, som er et tegn på at være veluddannet. Mens folk, der gerne vil være populære og i øjenhøjde med befolkningen og tale direkte til dem, de går over til dialekt, siger Naser Khader.

En af dem, der ændrede sit sprog i takt med at presset steg, var libyske Moammar Gadaffi.

- Det arabiske sprog er meget svulstigt. Men i det formelle arabiske har man fjernet nogle af de svulstige, krigeriske udtryk. Der er det nemmere for Gadaffi at bruge dialekt, når han skal henvende sig til libyerne og med deres eget sprog og i øjenhøjde advarer dem mod konsekvenserne af at komme af med ham, fortæller han.

Forskel på skrift og talesprog
Arabisk er det femte mest talte sprog i verden og det officielle sprog i 22 lande fra Marokko i vest til Sudan i syd og Irak i øst. På trods af de store geografiske forskelle, så samles de omkring skriftsproget eller det, man kan kalde rigsarabisk. Det er det, man lærer i skolerne, som står skrevet i alle aviser og måden nyhedsudsendelser læses op på.

Men der er stor forskel på rigsarabisk og så det, man hører på gaden. Der har de enkelte lande deres egne dialekter, der nogle gange gør det umuligt for folk at forstå hinanden på tværs af grænserne. Nogle landes dialekt er næsten ens (f.eks. Syrien, Libanon, Jordan og de palæstinensiske områder), mens de fleste har svært ved at forstå det arabiske der tales i Marokko.

Forskellen på det talte og skrevne arabiske gør det tit svært for folk, der ikke har gået i skole, at kommunikere arabere i andre lande. Ifølge UNESCO kan knap 77% af befolkningen i den arabiske verden læse. Men selv om det er et stigende tal, så er der andre punkter, hvor arabisk er under pres.

Flere og flere unge arabere fravælger nemlig arabisk i skolen, så snart de får valget. De går typisk på skoler med to sprog, hvor det er muligt at tage både gymnasium og universitet næstes uden arabisk. Dermed bliver rigsarabisk presset både af dem uden uddannelse og dem med høje uddannelser.

Sammen om egyptisk
Alligevel er det gennem tiden lykkedes araberne at finde et fælles sprog, der ikke er det rigarabiske, som mange ikke forstår. Igennem det meste af det 20. århundrede blev næsten alle arabiske film lavet i Egypten, ligesom de fleste sange blev sunget med egyptisk dialekt. Derfor blev egyptisk et fællessprog for dem, der ikke kunne slå over i rigsarabisk.

Men den tendens er ved at ændre sig.

- Da jeg flyttede til Kairo var jeg lidt frustreret over, hvor lidt jeg forstod. Det talte jeg med nogle jordanske veninder om og klagede over, at mit arabiske ikke var så godt, som jeg troede. Og der sagde de "Bare rolig - det gør vi heller ikke. Vores forældre gjorde, for de så de egyptiske film. Men det gør vi altså ikke", fortæller Helen Hajjaj.