Den arabiske verdens førstedamer

• Hør udsendelsen   (26:44)

Der var en gang, hvor ingen vidste, hvem den arabiske Verdens konger, emirer og præsidenter var gift med. De arabiske førstedamer var med få undtagelser usynlige og optrådte aldrig eller kun sjældent offentligt.

Sådan er det ikke længere. Nu er undtagelserne de dronninger, sheikha'er og præsidentfruer, der ikke viser sig offentligt, og som ikke aktivt spiller en rolle for deres magtfulde mænd.
 
Under Det Arabiske Forår har flere af den arabiske verdens førstedamer spillet en fremtrædende rolle. Tunesiens præsident Ben Ali's kone, Layla Trebelsi, var med sin og sin nærmeste families åbenlyse griskhed og ødselhed og brutalitet en ikke uvæsentlig del af forklaringen på det had, der var med til at bringe Ben Ali til fald. Inden hun og hendes mand over hals og hoved måtte flygte til Saudi Arabien i januar sidste år, havde Trebelsi-klanen udnyttet Layla's position og raget så meget til sig, at den ifølge mange iagttagere kontrollerede mere end en tredjedel af landets samlede økonomi.
 
Også Egyptens førstedame gennem mange år - Hosni Mubarak's kone, Suzanne Mubarak - spillede en rolle for de omvæltninger, der efter oprøret i Tunesien tog fart i Egypten i slutningen af januar 2011. Suzanne Mubarak blev ikke på samme måde som Tunesiens præsidentfrue direkte synonym med den korruption og grådighed, der i stigende omfang kendetegnede præsidentembedet og kredsen omkring en stærk mand, der lod sig genvælge igen og igen. Men mange egyptere mente at vide, at det mere end nogen anden var Suzanne, der bag kulisserne forsøgte at anbringe den ene af sine to sønner, Gamal Mubarak, i en position, hvor han kunne efterfølge sin aldrende, stadig mere sygdomssvækkede far ved det præsidentvalg, der skulle være afholdt men aldrig blev det i 2011.
 
En anderledes positiv rolle spiller en række yngre, smukke og veluddannede førstedamer i andre arabiske lande. Eller gjorde.
 
Indtil oprøret i Syrien brød ud for lidt over et år siden, fremstod Syriens britisk-fødte førstedame - Asma al-Assad, gift med præsident Bashar al-Assad - ikke bare som en rollemodel for, hvordan en succesrig, moderne arabisk kvinde kunne se ud. Hun personificerede også det, mange i Vesten drømte om, at Syrien kunne udvikle sig til: et sekulært og religiøst tolerant, mere vestligt-orienteret eksempel til efterfølgelse i den arabiske Verden.
 
Asma al-Assad charmerede mange af de vestlige politiske ledere, som hun mødte sammen med sin mand, og som håbede at kunne vriste Syrien ud af landets gamle strategiske alliance med præstestyret i Iran. Frankrigs præsident, Nikolas Sarkozy, er en af dem, der lod sig charmere af Asma. Bernard Kouchner, Frankrigs udenrigsminister under et syrisk statsbesøg i Paris for nogen år siden, har fortalt, at da Sarkozy blev mindet om, hvor brutalt et regime, Bashar al-Assad stod i spidsen for, svarede han, at "med en kone, der er så moderne, kan han ikke være helt igennem ond".
 
Mange vestlige medier var indtaget i Asma al-Assad. Paris Match beskrev hende som "En stråle af lys i et land af skygger", og den britiske boulevardavis The Sun skrev om den sexede brite, der bringer Syrien ind fra kulden.

Helt galt gik det for modemagasinet Vogue, som få uger før oprøret i Syrien brød ud, trykte et stort, fuldstændig ukritisk interview med Asma al-Assad under overskriften "En rose i ørkenen". Hér kunne man se Asma og hendes mand, præsident Bashar al-Assad, siddende på gulvet derhjemme i leg med to af deres tre børn og læse Asma fortælle om, hvordan hverdagen i Bashar al-Assads hjem bliver levet "efter vilde demokratiske principper". Ikke et ord om fraværet af demokrati i Syrien eller de tusinder af mord, tilfælde af tortur, mishandling og "forsvindinger" Bashar's politiske modstandere.
 
Vogue har efterfølgende fjernet artiklen fra sin hjemmeside. Helt forsvundet er den dog ikke. Den kan stadig ses og læses på en hjemmeside, som tilhører en tilhænger af den syriske præsident. 
 
Der er ingen grund til at tro, at Asma al-Assad ikke selv tror på den åbenhed og tolerance, hun taler om i de mange interview, hun har givet. Heller ikke på hendes oprigtighed, når det gælder velgørenhedsarbejde for børn og kvinder. Men ligesom med andre af den arabiske verdens førstedamer er der heller ingen tvivl om, at Asma bevidst udfylder og spiller en rolle med nogle klart definerede politiske mål om at vinde større politisk og økonomisk indflydelse.
 
I Asma's tilfælde er det blevet en umulig opgave i takt med, at hendes mands nedkæmpelse af oprøret i Syrien er taget til i styrke og brutalitet og efter afsløringen af tusinder af e-mails, som bl.a. dokumenterer, at Asma har shoppet tøj og smykker online i designer-butikker i Paris og London for hundrede tusinder af kroner, mens den syriske regeringshær lagde store dele af den by i ruiner, som hendes egen familie stammer fra, byen Homs.
 
Dokumentationen for Asma's dyre indkøb, korrespondence med Bashar m.m. findes på den britiske avis Guardian's hjemmeside hér http://www.guardian.co.uk/world/assad-emails

Endnu mere kendt og feteret i Vesten for sin skønhed, moderigtige fremtoning og liberale holdninger er Jordan's Dronning Rania.
 
Bedre end nogen af de andre arabiske førstedamer har Rania Al-Abdullah - gift med Kong Abdullah d. 2. - formået at bruge sin position til at fremstå som en positiv rollemodel og som sit lands venlige, vestligt-orienterede ansigt udadtil.
 
Rania var den første af de arabiske førstedamer til at gøre brug af nye sociale medier som Youtube, Facebook og Twitter. Næsten en million brugere har nu givet hende en "synes godt om"-tommelfinger, og hun har over to millioner, der følger hende på Twitter.
På sin personlige hjemmeside er der links til nogen af de mange interview, hun har givet og til nogle af de mange taler, hun har holdt for alverdens ledere om behovet for at uddanne og styrke især piger og kvinders muligheder for at få et bedre liv.
 
Men også Rania er blevet mål for kritik hjemme. Jordan er et fattigt land. Mange jordanere har især i de senere år oplevet store prisstigninger på fødevarer, boliger m.m. Sidste år blev Rania åbent kritiseret for sin ødselhed af medlemmer af en af Jordans oprindelige traditionelle stammer - uhørt i et land, hvor det kan give op til tre års fængsel at kritisere kongen eller medlemmer af hans familie. Anledningen var rygterne om omfanget af den fest, dronningen holdt for 600 særlig inviterede gæster fra hele Verden, og som fandt sted i den berømte Wadi Rum-ørken på grænsen til Saudi Arabien.
 
Rania har ifølge lokale og vestlige iagttagere nedtonet sin offentlige fremtoning siden. I de almindelige regerings-kontrollerede jordanske medier er der ingen åben kritik af landets førstedame, men på de mange blogs - blandt dem den populære Black Iris (opkaldt efter Jordans nationalblomst) kan man stadig og så sent som for et par måneder siden f.eks. finde rygter om, at hoffet har bestilt et par sko af 22 karat guld (!) til droningen hos en indisk juveler.  Selv om mange af den slags beskyldninger ikke er mere end dét, så viser de, at den arabiske verdens indflydelsesrige og glamorøse førstedamer efter Det Arabiske Forår må gå balancegang en politisk knivsæg.
 
Det gælder også Sheikha Mozah, emiren af Qatar's anden kone (han har tre). Mozah har ligesom Jordan's Rania og Syrien's Asma brugt en stor del af den indfydelse og kreditværdighed, hun har giftet sig til, på at skabe opmærksomhed om behovet for uddannelse og især uddannelse af kvinder.
 
Som præsident Obama kom til at sige i Chicago forrige år til et politisk velgørenhedsarrangement, hvor han troede, at den mikrofon, der stod foran ham, var slukket, så er det lille stenrige Qatar's mange donationer til gode og demokratiske formål rundt om i Mellemøsten og Nordafrika ikke modsvaret af en lignende politisk liberalisering derhjemme.

Alligevel fremstår emiratet som det mest progressive af de små, rige stater langs Golfen, og æren for blandt andet oprettelsen af den uafhængige satellit-station Al Jazeeara er tilfaldet netop landets førstedame, Sheikha Mozah.