preload loader
P1 - det giver mening
Kvinder i Cairo

Foto: Nick Hannes © Scanpix

 

Arabiske forestillinger fordomme og fjendebilleder

Arabiske stemmer 13. juli 2012 kl. 15:03 på P1

"Mig min bror mod min fætter, og min fætter og jeg mod en fremmed", lyder et af de kendteste arabiske ordsprog. Pointen er naturligvis, at man er sin nærmeste nærmest. At familien er vigtigst, men at der selv indenfor familien er nogen, der er én nærmere end andre.

Det samme gælder de arabiske folkeslag. En af de stærkeste forestillinger i den arabiske Verden er den om, at der er et arabisk folk. Det er en forestilling, der giver mening på mange måder. Mange arabere deler sprog, oprindelse, traditioner og vaner og historiske erfaringer - bl.a. den følelse af vrede og ydmygelse, som den franske politolog Dominique Moisi har kaldt den mest fremherskende i den arabiske Verden.

Ingen kærlighed mellem brødre
Men der er også i høj grad tale om en kulturel og politisk luftspejling. Forestillingen om ét arabisk folk er i høj grad et forestillet fællesskab: lige under overfladen, når arabiske 'brødre' er kommet uden for hørevidde og skåltalerne om den højt besungne arabiske enhed er forbi, er araberne fulde af fordomme om hinanden som f.eks. europæere er.

I udsendelsen fortæller Steen Nørskov bl.a. om oplevelser i Kairo i 1991 under den første Golf-krig. I Saudi Arabiens ørken gjorde tusinder af egyptiske soldater klar til at invadere Kuwait og sammen med bl.a. amerikanske styrker at befri landet fra Saddam Husseins irakiske invasionshær. I Kairo var hotellerne til gengæld fyldt med rige kuwaitere, der var flygtet den anden vej - og nu gengældte egypternes hjælp og gæstfrihed med en nærmest grænseløs nedladende ødselhed og arrogance. Ingen arabisk broderkærlighed dér.

Og Naser Khader fortæller om sin opvækst i en landsby udenfor den syriske hovedstad, Damaskus. Om mor'en, der giftede sig med en palæstinensisk mand. Han blev kaldt "den fremmede". Hun blev i mange år omtalt som "hende, der giftede sig med en fremmed".

Arabiske uvenner i FNs Sikkerhedsråd
Modsætningsforhold og negative forestillinger mellem folk fra den arabiske halvø og fra Levanten og andre centrale dele af det arabiske Mellemøsten har for nylig også spillet en rolle i det diplomatiske spil om konflikten i Syrien. I dueller på ord i FNs Sikkerhedsråd i New York har Syriens FN-ambassadør f.eks. forsøgt at undergrave emiren af Qatars kritik af det syriske regime ved at appellere til traditionelle arabiske forestillinger om europæerne - de gamle kolonialister - som intrigerende og manipulerende. Med de 'dumme' qatarier som naive ofre for et gammelkendt europæisk maskespil.

Ambassadøren spillede på andre araberes fordomme om araberne fra Golfen som 'historieløse', om 'golfi'erne' som uudannede beduiner, der bare har været så heldige at finde olie under ørkensandet. Den syriske repræsentant gjorde bl.a. sin qatariske kollega opmærksom på, at det er næsten hundrede år siden, at Syrien fik parlamentarisme. Den qatariske FN-ambassadør svarede, at det skulle syrerne så have holdt sig til.

Hurra, tyrkerne kommer!
Til sidst i udsendelsen taler Naser Khader og Steen Nørskov også om én af de arabiske fordomme, der er blevet gjort til skamme - et fjendebillede, som er blevet det modsatte de seneste år, nemlig dét om de onde og grusomme osmanniske tyrkere!

Et demokratisk, moderat islamisk partis ti år ved magten i Tyrkiet har ændret de fleste araberes syn på tyrkerne. Godt hjulpet af en forrygende økonomisk udvikling og premierminister Recep Tayyip Erdogan's hårde kritik med Israel er "tyrker" ikke længere et skældsord i den arabiske verden. Tyrkiet og tyrkerne er blevet positive forbilleder.

Sendt første gang fredag d. 27. april 2012

 

Send eller anbefal link

Tilrettelæggelse:

Steen Nørskov og Naser Khader

 
 

Lyt til

Fredag 15.03

 

Få Arabiske stemmer som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program, har du to muligheder:

  • iTunes
    1. Klik på iTunes linket.
    2. iTunes åbner.
    3. Klik ja til at du vil abonnere den valgte podcast.
  • XML
    1. Højreklik på XML linket.
    2. Kopier linket.
    3. Åbn dit podcast program.
    4. Vælg "Abonner på ny podcast" eller lignende.
    5. Sæt linket ind

Læs mere om podcasting her

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Arabiske stemmer > Udsendelser

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.