En arabers sidste rejse
Arabiske stemmer 21. september 2012 kl. 15:03
på
P1
Man ser tit arabere skrige og jamre og flå sig selv i tøjet efter at have mistet et familiemedlem eller en nær slægtning, men faktisk er den slags forbudt.
'Den døde lider, når nogen græder højlydt', skal Profeten Muhammed have sagt, så for det store flertal af arabere, der er muslimer, er det en synd.
Naser Khader fortæller i denne udgave af Arabiske Stemmer, at rettroende muslimer betragter højlydt klagen og jamren som upassende, fordi det kan tolkes som en protest mod Guds - Allahs - vilje.
Til begravelse af en martyr
Steen Nørskov fortæller, hvordan han i den palæstinensiske Gaza-stribe har deltaget i begravelsen af et medlem af Hamas' væbnede fløj, som var blevet dræbt i et israelsk flyangreb.
Det virkede undervejs til begravelsespladsen som om dem, der bar den unge mand til hans grav, gjorde det ligeså meget for det medfølgende kamera som for den dødes og dennes families skyld, fortæller Nørskov.
Det samme siger Naser Khader om mange af de tv-billeder, vi ser fra Syrien. Mange strider f.eks. mod et påbud om at tildække en afdøds ansigt.
Khader og Nørskov fortæller i udsendelsen om den særlige status, martyriet har i den arabiske og især muslimske verden.
Krigen i Syrien har ifølge Khader skabt en kult omkring martyriet, som ikke fandtes før oprøret. Til gengæld er plakaterne med dræbte selvmordsbombemænd falmet i Gazas gader, og de unge selvmordere delvist glemt, fortæller Steen Nørskov.
En almindelig, fredelig død
Det er den voldelige og blodige død, der fylder mest i de vestlige mediers fortællinger fra den arabiske og muslimske verden, men selvfølgelig dør de fleste arabere og muslimer en fredelig død af helt naturlige årsager.
Nørskov og Khader taler i denne Arabiske Stemmer om, hvordan araberne - også kristne - forbereder sig på døden, om religiøse bud og traditioner omkring et dødsleje og praktiske ritualer i forbindelse med, at lig bliver vasket og iført ligklæder.
De to værter beretter også om begravelsespladser og de regler og den kultur, der findes omkring arabernes (næst)sidste hvilesteder.
Opmuntrende muslimske protester
De fortæller sidst i programmet om det, der har gjort størst indtryk på dem i løbet af ugen, og det er de mange arabiske stemmer, der har lagt afstand til de voldelige demonstrationer mod den islam-kritiske, amerikanske film 'Innocence of Muslims'.
I modsætning til i 2006 under den første Muhammed-krise er der denne gang masser af muslimer, der protesterer mod bl.a. angrebene på amerikanske ambassader. I Libyen har folk demonstreret i hovedstaden Tripolis gader og i den næststørste by Benghazi imod forrige uges angreb og bedt USA om forladelse.
Andre protester bliver delt på sociale medier som Facebook og Twitter og på de store 24-timers satellit-kanaler, som hver dag bliver fulgt af millioner af arabere i lande overalt i Mellemøsten og Nordafrika.