Rune T. Kidde
Besøgstid 09. juni 2008 kl. 10:03
på
P1
Han har skrevet kulttegneserier som Den Lilla Møghætte og Pulven, han har skrevet utallige Ækle Æventyr og andre historier for børn, han har skrevet operaer, teater, digte, han turnerer som historiefortæller og havde sidste år hovedrollen i en film.
Midt i karrieren blev Rune T. Kidde blind på grund af sukkersyge, men det har blot forøget tempoet i hans enorme og meget populære produktion.
Vi spurgte ham inden udsendelsen om:
Hvilket steds lugt glemmer du aldrig?
Lugten fra mit barndomshjem og min barndomsegn; hav, skov, moser og enge. Vi boede ned til vandet og det var en vældig eventyrverden for børn at lege i.
Hvilken bog fra dine forældres reol sneg du dig til at læse?
Jeg sneg mig ikke til noget. Alt stod, så vidt jeg ved, fremme.
Hvem af dine venner har du ønsket at være?
Ikke nogen og det har ikke noget at gøre med, de ikke har spændende liv. Jeg har bare opgave nok i at være mig selv.
Hvilket sted i dit hus siger mest om, hvem du er?
Hele huset både indvendigt og udvendigt. Det er et lille hus i to plan og det er indrettet med ting jeg har et følelsesmæssigt forhold til.
Hvis dit hjem brændte ned i nat - hvilken ting ville du redde?
Jeg ville vælge min oldefars bibel med hans navn i. Der er en næsten fysisk kontakt med ham, der har læst bogen og jeg føler mig som en lille del af en stor slægt og det sætter det hele i perspektiv. Jeg har altid prøvet på ikke at knytte mig til ting. Det ville selvfølgelig gøre ondt at miste dem alle sammen, men det ville også være en befrielse.
Hvilken (idol)plakat var den første, du havde på din væg?
W.C. Fields, der var en fabelagtig situationskomiker. Han var en afsindig dygtig jonglør. I 1975 startede jeg Folkebevægelsen for W.C. Fields.
Hvilket arbejde var du mest ked af at møde op på?
Det var lige da jeg var blevet færdig med gymnasiet, hvor jeg gik og savede folks brænde for Hedeselskabet på Fyn. En snevejrsdag, hvor det ville have været livsfarligt at sidde og fælde træer med motorsav uden høreværn eller in-struktioner, nægtede vi at arbejdede og så blev vi fyret.
Hvad er din anden passion? (udover dit kunstneriske virke?)
Bøger. Jeg har netop opgivet min store samling af signerede bøger. Jeg kan ik-ke holde ud at gå og være nervøs over ting, så jeg har lige afleveret dem til auktion. Hvorfor skal man samle, hvis man ikke skal af med det igen. Det er en del af processen og man kan mærke noget, både når man får dem og når man skiller sig af med dem igen.
Hvilket digt eller sangtekst kan du udenad?
Mine egne, for dem bruger jeg, når jeg er ude og optræde. Tidligere ville jeg gerne have været visesanger og dengang lærte jeg min mange viser udenad.
Hvad har været din længste rejse?
Det er en indre rejse i mig selv for at sætte mine forskellige sider sammen. Jeg er sammensat af noget intellektuelt, noget enormt følsomt og havde nogle kreative ambitioner, som jeg ikke kunne leve ud i begyndelsen. Det har jeg brugt tiden på at lære og jeg har fået gjort næsten alt det, jeg har drømt om.
Hvilket familiemedlem eller andre voksne betød mest for dig i dine ungdomsår?
Min far, der var bogillustrator. Jeg har stor respekt for hans kunnen og vi havde vores kreative fællesskab, hvor vi forstod hinanden. Når han havde en stor opgave kunne han forsvinde i måneder, men vi havde meget nemt ved at forstå hinanden.
Hvad har du aldrig fået gjort?
Være visesanger
Hvilke 'forstyrrelser' har du brug for?
Som freelancer får jeg fire-fem tilbud om ugen og jeg vil gerne prøve noget nyt og komme på glatis og se tingene på en anden måde. Ellers kan det være når en ven dropper uanmeldt forbi.
Hvornår har du lyst til at stikke af?
Når der er fem-syv opgaver, der vælger at kulminere samtidig. Jeg har ar-bejdet mig selv syg et par gange, for det er svært at styre de der free-lanceaftaler. Sidst, jeg havde arbejdet mig helt ned ringede Kasper Bech Holten og spurgte, om jeg ville lave en opera til Det Kongelige Teater og det kunne jeg ikke sige nej til. Men jeg tror også, det er vigtigt at stikke af og være undervejs.
Hvad får dit hjerte til at banke?
Min kone. Hun er min bedste ven.