Lisbet Dahl
Besøgstid 01. marts 2009 kl. 10:03
på
P2
Der var engang, hvor Lisbet Dahl blev stille. Det var, da hendes, Ulf Pilgaards og Claus Ryskjærs navne stod øverst på plakaterne ... For det betød, at det nu var dem, der skulle løfte revy-arven efter de "store", som nu ikke længere levede.
Dirch Passer, Preben Kaas, Jørgen Ryg og andre var væk - ædt op af branchens hårde krav. Det efterlod et stort savn og en opgave, som hun siden har arbejdet hårdt og energisk på at løfte i Cirkus-revyen.
Drømmen om at blive skuespiller
Lisbet Dahl fortæller i Besøgstid om sit liv, der fra barneårene var præget af drømmen om at blive skuespiller.
Hun voksede op alene med sin mor, der også var skuespiller og som støttede hende. Som 17-årig blev hun teater-elev på Ålborg Teater og fik i sin elevtid sine to første børn med mænd, der ikke var der. Støttet især af direktør Ebbe Langberg blev det fra begyndelsen til et væld af hovedroller, som Sally Bowles i Cabaret, som Pippi Langstrømpe og som Ofelia.
Det var også Ebbe Langberg, der fik skubbet Lisbet Dahl afsted til København for at søge nye udfordringer - og det blev til mødet med Dirch, Ryg og Preben Kaas, som hun senere giftede sig med.
Og Lisbeth Dahl er netop ikke bare kendt som revydronning og fru Sommer fra DRs populære dramaserie. Hun er også kendt for at være ærlig om sit private liv, og fortæller gerne, at hun har fem børn med fem forskellige mænd. Hun har også skrevet en bog om skilsmisse.
Den urokkelige tro på sig selv
Hør hende fortælle om at have mere energi end de fleste, om at tro urokkeligt på sig selv og om at få roller, der sætter livslange spor. Det gælder bl.a. rollen som Edith Piaff og Shirley Valentine.
Lisbet Dahl fortæller også om kærligheden til revyen og publikum og om behovet for at kunne få folk til at grine.
Sendt første gang 27/10-08