- Ingen mennesker på mine billeder!
Besøgstid 17. maj 2009 kl. 10:03
på
P2
Dengang i 1980'erne var reportagefotografen Henrik Saxgren altid på pletten, når der var en politisk aktion eller en social ulighed at fotografere. Og så tog han portrætter af skæbner og virkeligheder blandt de socialt udstødte.
Siden er han blevet berømmet for sine fotobøger fra bl.a. Nicaragua, hvor han rettede linsen mod 10-15-årige piger, der blev kastet ud i prostitution. Og senest har han i bogen Krig og Kærlighed forløst et stort projekt, hvor han har portætteret indvandrere i Norden.
Slut med mennesker
Men efter 30 år med politiske fotografier har Henrik Saxgren valgt at gå nye veje med sit kamera. Det er slut med alle de mennesker på Henrik Saxgrens billeder:
- Nu er jeg landskabsfotograf, og jeg aner ikke, hvordan jeg er endt der. Men det er det eneste, jeg laver. Jeg fotograferer slet ikke mennesker mere, siger han.
Dybt træt i sjælen
Grunden til, at Henrik Saxgren valgte at gå fra mennesker til landskaber er ganske simpel: han følte ikke, at hans billeder gjorde en forskel.
Det startede i Nicaragua, hvor Henrik Saxgren fotograferede unge piger, der var tvunget ud i prostitution:
- Gennem 5 år udsatte jeg mig selv for utålelige farer, støv, lort og elendighed. Det gjorde jeg for at lave et portræt af piger på mellem 10 og 15 år, som prostituerede sig på et beskidt marked, fortæller han.
Fotoserien var tænkt som en anklage mod USA, der havde væltet en social revolution i Nicaragua, fordi de mente, at revolutionen truede den amerikanske sikkerhed.
- Og deres hær var syv kampvogne, hvoraf de tre var punkterede. Det var så latterligt og uanstændigt. Et land som USA, der censurerer alle frække ord ud for at beskytte deres unge, de vælter et helt land, så en hel generation af unge piger ender i prostitution og fattigdom, siger Henrik Saxgren med indignationen lysende ud af øjnene.
Men da bogen udkom i USA fik den ikke meget opmærksomhed:
- Dér blev jeg træt. Ikke kun i øjnene, men i hele kroppen... i hele min sjæl. Jeg blev dybt træt, og troede aldrig, at jeg skulle komme til at fotografere igen. Jeg havde brugt alt det bedste, jeg havde lært, al min professionalisme, al min styrke og udholdenhed. Og så kunne jeg ikke generere nogen som helst reaktion. Så tænkte jeg: hvad er det hele så værd? Det var der, der førte til det første landskabsfotografi.
Politisk på en anden måde
Henrik Saxgren fik et legat, og tog til Equador. Her opstillede han et dogme for sig selv: ingen mennesker og ingen politisk relaterede konflikter - kun smukke landskaber.
- Og det præsterede jeg, siger han stolt.
Men Henrik Saxgren fandt ud af, at man også godt kan være politisk uden at råbe højt. Da han kom hjem fra Equador udstillede han sine landskabsbilleder på et galleri.
En dag kom en kvinde hen til ham og sagde, at hun gerne ville købe billedet af rosenhaven. Men så vidt Henrik Saxgren vidste, havde han ikke taget noget billede af en rosenhave. Damen trak ham hen til et billede af en hvid mur med en sort dør i, og bag ved muren et bjerglandskab, og sagde:
- Kan du se den sorte dør? Kan du se det hul, der er i døren? Kan du se, at inde i det hul er der en rød prik? Den røde prik er en rose, for bag den mur er der en rosenhave.
- Det var jo fuldstændig fantastisk! Måske var det dét, der var galt med min Nicaragua-bog; jeg råbte alt for højt. Jeg smadrede elendigheden op i hovedet på folk. Og så tager jeg til Equador og går lige så stille og fotograferer landskaber. Tænk at en lille rød prik kunne udvikle sig til en rosenhave i hovedet på en kvinde. Det var måske den plads, jeg ikke havde givet i de andre billeder, siger han til Besøgstid.
Hør meget mere om Henrik Saxgrens reportagebilleder, hans landskabsbilleder og om hans politiske engagement i denne uges Besøgstid.