- Folk vil høre om leverpostej-opskrifter - ikke EU

• Hør udsendelsen   (56:50)

I begyndelsen virker han lidt naiv. Ureflekteret, måske.
 
Men efterhånden som 70-årige Jens Okking får talt sig varm, kan man høre en veloplagt livsfilosofi liste sig rundt mellem ordene. Det er den, han ynder at indlede med ordene:
 
- Ja, nu er jeg jo blevet gammel, så kan jeg lige så godt sige det, som det er.
 
Og så, uden nævneværdig kunstpause:
 
- Skuespillet var forretning.
 
Det skuespil, som får de fleste danskere til at betegne Jens Okking som et folkeeje - rollen som politimand i ’Strømer’ eller som portør i ’Riget’ - var ren forretning. Business. Kolde kontanter. Som dengang ’for længe siden’, da han skulle forhandle løn på teateret.
 
- Så sad der en ung knøs, og jeg sagde til ham, at jeg skulle have 378 kroner. Så kiggede han på mig, hvad for noget, sagde han. Ja, fem kroner til sporvognen, fem kroner til dit og dat og sådan fortsatte jeg, fortæller Jens Okking og konstaterer stolt, at han fik sin løn, og at det lille trick altså havde virket.
 
Hellere opskrifter og HCA
På samme måde har han det med mange andre af sine livsgerninger. Politikken, f. eks. 
 
- Jeg bliver aldrig politiker. Det kan vi lige så godt slå fast. Jeg vil gå rundt og snuse i krogene og se, hvordan de sælger til os. Og så vil jeg holde taler om det derhjemme, lyder hans opsummering af de fem år i Bruxelles i EU-modstandens tegn for Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen.
 
Men herhjemme gad ingen høre Jens Okking fortælle om politik, og til hans foredrag sad efter hans egen optælling ’to ludere og en lommetyv.’
 
- Det kunne jeg sådan set godt forstå. Folk ville hellere høre om noget andet, siger han med et suk, der ikke er bittert, snarere medlidende.
 
- Så når jeg kom og fortalte om en ny opskrift på leverpostej eller HCA-eventyr, så var der stuvende fuldt, konstaterer han.

Opdraget af kvinder
Jens Okkings interesse for politik forsvandt sammen med publikums.
 
Måske er det også derfor, at han gennem tiden har haft så mange jern i ilden. Landmand, politiker, teaterleder og skuespiller. Det er svært at få at vide, om han hører hjemme et af stederne - alt har haft en virkning på ham, men intet har tilsyneladende sat sig uudslettelige sport. Men spørger man lidt ind til geografien, hans mange danske tilholdssteder og hvor i Danmark, han hører hjemme, giver han sig til sidst.
 
- Det må være Ribe. Min papfarmors hus i Ribe, hvor jeg kom som feriebarn, siger han uden at komme sin barndom synderligt nærmere:
 
- Jeg var nok som drenge er flest, siger han om sig selv for 60 år siden, selvom det nok var de færreste som blev opdraget af mor, mormor og oldemor og uden nævneværdige faderskikkelser. 
 
Måske lige på nær Mogens. Mormoderens adoptivsøn har ifølge Jens Okking en stor del af æren for den okkingske sociale indstilling, der begyndte som kommunisme. Og for den evnen til at stå oprejst i de mange forskellige gøremål, hans liv har bragt ham hen til.
 
- Mogens lærte mig meget. Han var et forbillede, siger han.
 
'Ondt i maven' eksisterede ikke
Måske var det også Mogens, som Jens Okking havde i tankerne, de dage, det gik rigtig stærkt, på teateret eller på optagelserne. I hvert fald var der ingen kære mor med til at sige, at nu skulle Jens lige have en pause.
 
- Næ, der var ikke noget der hed ondt i maven. Det kunne jeg godt lide. Jeg havde ikke tid til det, hvis det brænder på, så kan man ikke sige, at man har ondt i maven. Så må man løse problemerne, siger han.
 
I dag er Jens Okkings adresse ude på landet, udenfor Holme Olstrup ved Næstved, hvor han bor sammen med sin søn, Niels Okking, der netop har skrevet bog om sin fars meriter.