Kristen i vantroens land
Besøgstid 27. januar 2010 kl. 10:03
på
P1
- Jeg beder hver dag om, at jeg må lære at sige tak, i stedet for at brokke mig. Det er vigtigt at holde sig for øje, hvor meget man har at være taknemmelig for, og det er noget vi alle må øve os i.
Sætningen kan siges at være meget central i Niels Højlunds liv. For det første på grund af den kristnedommen, der blev indprentet i barndommen og har fulgt ham, som en ufravigelig skygge lige siden. Dernæst på grund af evnen til at være positiv og se livets muligheder. Og ikke mindst, opfordringen, som ligger latent hos den højskolelære og præst, han nu engang er.
Festligt indremissionsk
Niels Højlund blev født i 1931 i et indremissionsk hjem, på en proprietærgård på Djursland. Han var nummer 10 ud af en søskendeflok på 13 og var sammen med sin lillesøster Inge, den sidste i første kuld.
Han husker sin opvækst på gården, som meget livlig og festlig. Der blev diskuteret og sunget og der var altid et rend af mennesker, på grund af alle gårdens karle og piger - og selvfølgelig den store søskendeflok.
Men det var også en opvækst præget af tro og Indre Mission. Det indremissionske i hans hjem, var hans fars Indre Mission, og han var heldigvis en belæst og visionær mand. De to regler Niels Højlund husker var, at der ikke blev drukket alkohol og at man altid gik i kirke. Uanset præstens kvalitet.
- Det jeg har været mest sur på mine forældre over var, at i et indremissionsk hjem, lærte jeg ikke at danse. Det var noget dumt noget. Det gav mig jo et kompleks i forholdet til det andet køn. Men hvad... Herre Gud, jeg har jo fået ni børn, så det har jo altså ikke hæmmet mig i den forstand, griner Niels Højlund.
At komme hjem
Efter folkeskolen arbejde Niels Højlund et år i marken, som det hørte sig til på proprietærgården. Det lærte ham én ting. Nemlig at han skulle tilbage på skolebænken. Han fortsatte derfor på gymnasiet og endte af lidt tilfældige årsager med at læse historie på Århus Universitet. Dog med kristendomskundskab, som sidefag.
- Jeg dødkedede mig, når jeg læste historie, men så gik jeg over til teologerne. De var meget spændende. I 50'ernes Århus var der verdens bedste teologiske fakultet. Det var en duft af P.G. Lindhard, Løgstrup og Regin Printer, som i øvrigt blev den vigtigste lærer for mig, siger Niels Højlund.
Efter endt uddannelse blev Niels Højlund kontaktet af Askov Højskoles forstander, Knud Hansen, der havde en plan med ham.
- Jeg kendte intet til højskolen, da han kom dumpende ind af min dør. Men samtidig var det som at komme hjem. Det var som om, jeg var født ind i en slægt, men så bare ved et tilfælde, var havnet et andet sted og var gået i en anden retning, fortæller Niels Højlund om sit møde med skolen.
Årene på Askov blev både de hårdeste, men også de mest frugtbare år i hans tilværelse.
Folkelig fællesnævner
Efter Askov rejste Niels Højlund til Grønland, hvor han lavede radio. Derefter blev han, ved hjælp af heldige omstændigheder og kyndig vejledning, præst i Vestjylland, men det varede ikke ved.
- Man bliver puttet ind i en bestemt rolle som præst og jeg følte, det var rigtigere for mig at være i vantroens land, hvor det brænder på. Hvor modsætningen mellem kristendommen og det moderne bliver mest akut. Da jeg vendte tilbage til højskolen, havde jeg brug for at komme tilbage i det spændingspunkt, fortæller Niels Højlund.
I 1976 starter Niels Højlund derfor som forstander på Ry Højskole. Men tiderne har ændret sig, og den unge generation har mistet enhver form for autoritetstro. De følgende år er derfor en lang og lærerig kamp - og det appellerer til Niels Højlund.
Det insisterende liv
Tv-vært med eget talkshow, brevkasseredaktør på Ekstra Bladet, politisk aktiv som medlem af SF og utrættelig foredragsholder. Det er nogle af de andre masker, vi kender levemanden Niels Højlund under. Han er i en evig dialog med livet, og han har ikke tænkt sig at stoppe nu.
- Nu er jeg midt i alderdomsfasen af mit liv og det er udfordrende. Men der er mange gevinster. For eksempel, at man ikke behøver tage hensyn til livets børs, for papiret omsættes ikke mere, griner han.
For det er meget vigtigt for ham, stadig at være nærværende. Han vil stadig være dér, hvor livet bøvler og gør ondt. For sådan bliver liv ved med at være liv. Og det slutter først den dag vi skal herfra.