preload loader
Kirsten Hammann

Kirsten Hammann

Foto: Sisse Ramholt © © DR

 

Skrevet af: 

 

Drømmen om den perfekte bog

Besøgstid 17. marts 2010 kl. 10:03 på P1

Hvordan kan man kende en bog af Kirsten Hammann? Måske på temperamentet og blikket for tilværelsens groteske absurditeter. Man kan sige meget om Hammanns litteratur, men den er alt andet end tandløs og ligegyldig.

Sproglige lussinger
Kirsten Hammanns bøger er både svært tilgængelige og meget populære. Måske fordi hun eksperimenterer uhæmmet med både form og indhold  - og ikke mindst en personlig stemme, der ofte er humoristisk og dybt selvironisk. Det er som om, at hendes forfatterstemme besidder en helt særlig Hammannsk vildskab. En form for vrængen, der klør i ørerne og uddeler sproglige lussinger til højre og venstre - men på den gode måde. Selvom Hammanns bøger er meget forskellige, er de aldrig helt fri for det eksperimenterende og fandenivoldske islæt. Hvorfor denne vildskab?

- I den første roman, jeg skrev, ville jeg springe alt i stumper og stykker, ville skide på, at der er noget, der hedder begyndelse, midte og slutning. Jeg ville gøre op med, at en historie skulle være sammenhængende og have overblik, for det var overhovedet ikke sådan, jeg oplevede mit eget liv, fortæller Kirsten Hammann til Besøgstid.

Uregerlige historier og skrivekrise
Livet er ifølge Hammann én stor forvirrende pærevælling. Derfor har hun haft svært ved at skrive "rigtige" og kronologiske historier. Det så man fx i hendes første gennembrudsroman 'Vera Winkelvir', som var et opgør med den traditionelle fortæller og prosaform. Her mødte læseren den uregerlige figur, Vera, som bl.a. elsker plastik og sukker, og som hele tiden skal opfindes:

Vera winkelvir. Hun er her når hun taler. Også når hun lyver. Det er altsammen ord. Vera aner ikke hvad hun snakker om, men det er bedre end ingenting.
Fra Vera Winkelvir, 1993

Anmeldere og læsere var mere end begejstrede for den skæve roman, der skabte masser af positiv furore, men også en regulær skrivekrise. Heldigvis har Hammann formået at skrive sig ud af krisen, og det er blevet til flere anmelderroste romaner. Den seneste er 'En dråbe i havet' fra 2008, som er blevet belønnet med den største litterære pris i Danmark, Danske Banks litteraturpris på 300.000 kr.

Den perfekte bog
'En dråbe i havet' handler om en kvinde, der vil hjælpe de fattige i ulandene, og mange af hovedpersonernes tanker og handlemønstre er hentet, indrømmer forfatteren, både fra hende selv og omgivelserne. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når der skal peges fingre af hykleriet, og den velkendte Hammannske stemme slår sig løs med tydelig selvironi og sort humor:

- Der er ikke nogen, der skal skånes. Det er måske lidt af drivkraften, at nu skal jeg være lidt flabet, samtidig med, at der også er den anden side, der er lidt mere øm, og som gerne vil have en bedre verden.

Trods en karriere med mange anmelderroser og en regulær fanskare af Hammannsk litteratur, bestræber forfatteren sig hele tiden på at lave nye litterære krumspring.  De nye bøger skal helst ligne alt andet end en ægte Kirsten Hammann bog:

- Hver gang jeg starter på en ny bog, drømmer jeg om at skrive den perfekte bog, men det bliver altid noget andet. Hver bog sætter sine egne regler, og den kommer til at skrive sig selv på den måde, den skal skrives på. Det er møgirriterende.

Men mon ikke hendes læsere alligevel glæder sig over den kærlige, men flabede forfatterstemme, der helt sikkert kun råber højt, når der er noget vigtigt at meddele omverden.

 

Send eller anbefal link

Tilrettelæggelse:

Karen Secher, Thomas Holmby Hansen og Sisse Ramholt

Medvirkende:

Forfatteren Kirsten Hammann

Genudsendelse:

18. marts 2010 kl. 20:03

 
 

Lyt til

Onsdag 10.03

 

Torsdag kl. 20.03 og lørdag 5.03 på digital radio

 

Få Besøgstid som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Senest fra Stedsans

 

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Besøgstid > Udsendelser

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.