Danmarks Trubadurix
Besøgstid 18. august 2010 kl. 10:03
på
P1
Det er noget nær en tilfældighed, at Povl Dissing er gået hen og blevet en af Danmarks mest folkekære sangere. Han troede i hvert fald både, at han skulle være maler, mekaniker og reklametegner, før han fik succes med at stå på scenen og synge.
Og succesen kom heller ikke lige med det samme.
En tosset spillemand
Det var jazzen, der var Dissings indgang til musikken.
Som søn af en operaglad gartner og en syngende husmoder, spillede han først på hjemmebyggede trommer og prøvede sidenhen kræfter med den trompetlignende kornet - ligesom Louis Armstrong - en anden grovkornet stemme og et tidligt forbillede for den unge Dissing.
Og hans første kornet; det var såmænd én, skraldemanden havde fundet til ham. Fortænderne sad pilskævt efter et skøjteuheld i Dissings yngste år, men den specielle spillemand blæste videre, det bedste han havde lært.
Det var dog imidlertid slet ikke spillemand, Dissing havde satset på skulle blive hans lod i livet.
I første omgang ville han være maler og fik job i en farvehandel. Men selvom man er nok så rar mod kunderne, bliver man ikke maler, når man er farveblind. Derfor prøvede Dissing sig i stedet som mekanikerlærling i et par år.
Men en tilværelse smurt ind i olie og skidt syntes pludselig at falme i forhold til det smarte liv som reklametegner, da én af slagsen en dag trillede ind i garagen i en flot rød sportsvogn og med en smuk kone ved sin side.
- Det var da dét, man skulle være, tænkte den snavsede lærling og kvittede drømmen om at blive mekaniker til fordel for reklametegneruddannelsen på det daværende Kunsthåndværkerskolen.
De pokkers tænder
Alt imens blæste Dissing trompet i Mandagsorkestret sammen med Freddy Fræk, men måtte opgive jazzen, fordi han nu engang havde været så uheldig som barn.
- Det blev sværere og sværere, for mine tænder lå jo nede på bunden af gadekæret i Stavnsholt. Og jeg havde fået nogle erstatningstænder, men de var også blevet sat forkert i, så jeg fik en mere og mere besværlig spillestil.
Dissing opnåede altså hverken succes som farveblind malerhandler eller trompetist med knækkede tænder. Og således var det med guitaren over skulderen, at ynglingen med den særegne røst mødte den danske folkemusikscene i midten af 1960'erne.
Sammen med Benny Holst blev han en del af Folk Club of Denmark; et spillested for musik influeret af den engelsksprogede folk. Det var her, han debuterede med sine bluesede fortolkninger af de gamle danske viser, hans mor havde sunget for ham som barn, og han delte vandene med det nye unikke udtryk, han havde skabt.
Povl Dissing blev således - med Paul Hammerichs ord - den mærkeligste sanger folk endnu havde hørt, samtidig med at han halede den danske folkesang op af glemmeposen.
Resten er historie.