En vaskeægte maestro… i Jylland
Besøgstid 25. august 2010 kl. 10:03
på
P1
Skønt han er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, har dirigeret samtlige større danske symfoniorkestre og i dag har reddet Den Jyske Opera fra betalingsstandsning, føler Giordano Bellincampi sig stadig som en glad amatør og er benovet over at få lov at leve af sin kærlighed til musikken.
Alt andet end en drømmer
Da den 11-årige Giordano flyttede til Danmark med sin mor i midten af 70'erne, drømte hverken han eller nogen anden om, at han en dag skulle blive dirigent og modtage både ridderkors og hæderspriser for sit arbejde med musikken. Basunen blev hans instrument, fordi han var blandt de få drenge i skoleorkestret med lange nok arme til at kunne spille på den. Og selv da han nåede så langt som konservatoriet, turde han ikke drømme om at få succes.
- Jeg vidste at jeg havde muligheden for at blive dygtigere på basun, og jeg vidste, at hvis jeg var flittig, ville jeg nok også kunne leve af det i en eller anden sammenhæng. Men det var slet ikke sådan, at jeg satsede målrettet på det. Jeg satsede på at blive så dygtig som muligt.
Drømmen om at blive dirigent var slet ikke inde i billedet på dette tidspunkt: Bellincampi spillede basun i DR's Big Band og Sønderjyllands Symfoniorkester, og det var da også i basun og ikke direktion, at han i 1991 to sin eksamen fra konservatoriet. Men inden da havde den nysgerrige basunist alligevel sneget sig med til undervisningstimer hos den finske dirigentprofessor Jorma Panula på konservatoriet. Han ville lære mere om, hvad det ville sige at dirigere - men ikke for at blive dirigent.
- Som orkestermusiker ville jeg gerne lære noget mere om det at dirigere, for så kunne jeg blive bedre til at aflæse, hvad dirigenterne ville forlange af mig, når jeg sad der på bagerste række.
Dirigent på kommando
Men Bellincampi fik ikke lov at sidde på bagerste række og bare lytte med.
- Når jeg sad ovre i hjørnet og fulgte med i Jormas undervisning og der ikke var flere, der ville dirigere, så kiggede han på mig. Og så dirigerede jeg for første gang for ham, kan jeg huske, ouverturen til Mozarts 'Don Giovanni' og fik faktisk lov til i flere år at følge undervisningen hos ham, uden at jeg formelt var blevet optaget i dirigentklassen.
Således debuterede Bellincampi som dirigent foran Odense Symfoniorkester i 1994 og har sidenhen dirigeret et utal af store symfoniorkestre i ind- og udland. I 1997 blev han chefdirigent for Athelas Sinfonietta, der specialiserer sig i ny kompositionsmusik, og fra 2000-2005 var han chefdirigent for Sjællands Symfoniorkester, der på dét tidspunkt var et kriseramt orkester - en skude han fik vendt.
Og en anden skude, han også har vendt på sin vej, er altså Den Jyske Opera, som i dag oplever stor succes. Og det samme gør Bellincampi, der efterspørges som dirigent af klassisk musik og opera i nær og fjern. Og udover at have modtaget Dansk Musikerforbunds Hæderspris samt at kunne prale af titlen som Ridder af Dannebrog, har Giordano Bellincampi også modtaget en ridderorden i sit hjemland for sin indsats for italiensk musik.
Men det er altså ikke ønsket om mere hæder og større succes, der driver den efterspurgte dirigent fremad.
- Det der bærer én frem på podiet, som gør at man har lyst til at stå der, nyder at stå der og faktisk kan overleve at stå der, det er den musik man vil formidle. Det centrale er musikken og i det lange løb er det dét, der tæller.