Modet til at gøre ingenting

• Hør udsendelsen   (59:00)

Margrethe Koytu er skuespiller helt ind til benet. Hun ved, hvordan man skaber opbygning og timing, og hvordan man byder publikum med ind i forestillingen.

De fleste kender hende fra serien "Taxa", som den bramfri men også følsomme Lizzie. Hun er også kendt fra revyscenen, som både rummer latter, tårer og eftertænksomhed. Men hvad kræver det at være sjov? Og hvad kræver det ikke at være det?

Høj på revyens energi
Margrethe Koytu elsker arbejdet på teateret - fra læseprøven til første forestilling for et publikum.

- Det er her, at skuespillerne lærer deres værktøj at kende. De arbejder i dybden med figurerne og med sig selv, siger fortæller hun.
Men hun oplever en grundlæggende forskel i arbejdet med skuespil og med revy.

I et teaterstykke kan hun modulere sin rolle og der er tid til at rette op, hvis rollen skrider lidt i løbet af en forestilling. I revysammenhæng skal rollen omvendt brænde igennem i et kort nummer på tre til fire minutter, og så er det videre til den næste.

- Det er benhårdt. Den skal sidde lige i skabet. Går man ind og smadrer et nummer, så er det tabt. Så går folk derfra og tænker, at det var noget lort.

Revyforestillinger har en kort prøveperiode, og teksterne kan blive skrevet om i sidste minut. - Det er hæsligt og sjovt på én gang, siger Margrethe Koytu, der elsker revyens kaos. Og når alt falder i hak, bliver hun høj af lykke:

- Publikum betyder alt. Hvis de er med, kan de bære én igennem en hel forestilling. Man får så meget energi, at man bagefter kan lægge en terrasse med 37 fliser og bygge et halvtag.

Den første afdæmpede replik
Under sin elevtid på Ålborg Teater mødte Margrethe Koytu sit gamle teenage-idol Ebbe Langberg. Han var kendt for at tage chancer som teaterchef. Og så glemte han ikke folk - heller ikke Margrethe. En dag fik hun tilsendt stykket "Et normalt hjerte".

Margrethe blev straks berørt af rollen som polioramt læge, der forskede i AIDS. Men hun havde et klart indtryk af, at folk kun så hende som sjov. Ebbe Langberg sad som altid venlig og lidt genert. Så kiggede han hende lige ind i øjnene og sagde: "Jamen lille skat, er det så ikke på tide, at vi laver det om?" Ebbe Langberg hjalp Margrethe med at finde en tryghed i sit eget arbejde. Da hun gik på scenen på premiereaftenen, begyndte folk ganske rigtigt at grine. Men Margrethe blev stående til latteren forstummede og kunne begynde sin første replik.

Klovnens neutrale maske
Margrethe Koytus arbejdsmetode er baseret på klovneteknikken, som hun bl.a. har lært hos Dario Fo.

- Det gælder om at finde sin neutrale maske og arbejde med sine modpunkter - uden at tage en rød næse på.

Klovneteknikken arbejder ikke med udtryksiver. Den handler om at turde stå stille på scenen og ikke at ville overbevise folk gennem en masse fagter.

Det underspillede, neutrale spillestil har linier tilbage til hendes fars sindige, nordjyske temperament.

- Jyder sludrer stille og roligt. Alting skal ikke fortælles på en gang. Det er ikke som i København, hvor ordene står i kø for at komme ud.

Den lærdom bruger Margrethe Koytu også i sit arbejde med skuespillet.

- Det handler ikke om at ville overdøve og jappe sig igennem. Jo lavere man taler, des mere rolig bliver publikum.