Stille liv og udvidede drengedrømme
Besøgstid 27. juni 2012 kl. 10:03
på
P1
Som lille dreng oplevede Poul Krebs koncerter med The Who og Jimi Hendrix, som slog benene væk under ham. Da hans far døde fandt Poul Krebs trøst i båndoptageren med ørerne tæt trykket ind mod højtalerne til tonerne af Sergent Pepper's Lonely Heart Club Band.
Oplevelserne skabte en motor i ham af rodløshed og drømme, en mørk og en lys side, som kun kunne finde udløb ét sted. Ud gennem guitarens strenge og sangteksternes fortællinger.
Med en klump i maven
Poul Krebs voksede op i et hjem med faste rytmer, fiskefillet om søndagen og sommerferier med hjemmesyet campingtelt. Derfor sendte farens død chokbølger ind i hans tilværelse og prægede hans personlighed, også den dag i dag.
- Jeg fik en rastløshed og søgte efter identitet. Jeg kunne ikke forstå, hvad der var sket. Jeg var hele tiden to skridt ved siden af mig selv med en ordentlig klump i maven.
Hans søgen smittede også af på hans sangskrivning, og der gik mange år før han fandt sig til rette i sit eget materiale. Først efter utallige turneer, et første album, der røg i skraldespanden, og flere opløste bands fik han sit store gennembrud.
Fra en husbåd i Amsterdam
Sangene fra albummet Små sensationer blev til langt fra Danmark og Ålborgs prinsesser.
- Jeg boede et år i Amsterdam med min kone og min datter, hvor jeg kom på afstand af alt. Herfra kunne jeg pludselig se tingene krystalklart.
Det var et personligt gennembrud for Poul Krebs' sangskrivning. Hans ærlige udtryk faldt endelig på plads. Og publikum de bed også på, ikke mindst med storhittet Sådan nogen som os.
- Mit redskab er, at jeg kan "gå rundt med støvsugeren", lytte til hvad andre folk siger og putte det ind i en sang. Tidligere havde jeg haft en form for leflen i min sangskrivning, hvor jeg lagde mig op af tidsånden uden, at det egentlig var mig. Jeg kan fortælle om mennesker med stille liv.
Sangene tilhører lytteren
Poul Krebs har indgået i mange sammenhænge, hvor hans og andre musikeres egenskaber, skabte noget bedre sammen, end de kunne have gjort hvert for sig. Men for Poul Krebs handler musikken lige så meget om lytteren. Det vigtigste for ham er, når lytteren tager hans sange til sig og gør dem til deres egne.
- Når jeg har afleveret sangen, er det ikke vigtigt, hvad jeg tænkte, da jeg skrev den. Det vigtige er, hvad sangen betyder for folk.
Allerede som dreng oplevede han selv som lytter at stå fælles med tusinde andre mennesker i Vejlby-Risskov hallen.
- Når man oplever en god koncert, er alt andet ligegyldigt på det tidspunkt. Det er dét, musikken kan. Den kan samle folk, hvor så meget andet skiller os ad.