Outsideren fra Gram
Besøgstid 26. september 2012 kl. 10:03
på
P1
- Jeg elsker sproget af mange andre grunde end at kunne kommunikere.
Sådan kan det siges kort og poetisk, når man som rapperen Per Vers skal prøve at beskrive glæden ved at arbejde intenst med ord. Ord på rim, ord på vers, ord i rytmer.
- Jeg har altid elsket at finde nye ord og lære nye betydninger at kende, fortæller han. - Både helt nye i form af slang - eller i betydningen helt gamle, uddøde arkaiske ord, som ikke længere bruges.
Ung outsider
Sprog og ord kom let til Per Vers, som kunne læse før skolealderen. Han stiftede bekendtskab med rappen gennem radioprogrammet Mandags-hiphop, men der skulle gå mange år, før hiphoppens rappe rim ramte den lille by Gram. Derfor blev rollen som outsider en del af hans ungdom.
- Grams hiphop-miljø var mig. Der er ikke så mange måder at stige til vejrs på i en normal, ung hverdag, siger han. - Og det er sådan set ligegyldigt om det er i de her små provinsbyer, vi elsker at hakke på, eller om det er midt på Nørrebro.
Men langsomt skulle der komme musikalske sammenhænge i Per Vers' liv.
Den stigende interesse for den amerikanske hiphop skulle afføde lokale rap-konkurrencer, og det blev Per Vers' indgang til en karriere i ordets tegn.
Ord fra det indre
En af de evner, Per Vers er særligt kendt for, er hans evne til at improvisere - eller freestyle.
Ord, rim og rytmer former og formerer sig på sekunder, hvis han udfordres med et enkelt stikord. Og det kan være svært at begribe præcis, hvad der sker, når han digter i det indre.
- Først og fremmest er det en øvelse i ikke at sige nej. At tro på, at det, der kommer, er det rigtige, forklarer han. - Man skal kunne acceptere, at det kan blive sjofelt, politisk ukorrekt eller decideret sort snak eller tungetaleagtigt - og at dét også kan have en kvalitet. Vi kan ikke vide, hvor vi ender henne, og man skal nyde rejsen lige meget hvad.