Aviserne angriber dr.dk
DR Indefra 01. september 2009 kl. 15:03
på
P1
DRs sider på nettet er en succes, der er ved at blive lidt for stor, mener de danske dagblade.
- Problemet er, at DR på nettet har bredt sig til en lang række aktiviteter, der efter vores opfattelse går for vidt", siger administrerende direktør i Danske Dagblades Forening Ebbe Dal.
- Der er skabt et monopol på statens hænder på tv og på radio, og det vi er bange for nu, er at DR har så mange kræfter, at man også kan gøre det på nettet", siger Ebbe Dal.
Plummer: Langt ude at angribe DR
DRs generaldirektør Kenneth Plummer medgiver at dr.dk er en succes, men han synes alligevel det er "langt ude" at dagbladene på den måde angriber DR, for nettet er i sin natur både fragmenteret og globalt, siger Kenneth Plummer. Og i det store billede bruger danskerne faktisk kun 1 procent af deres tid på nettet på dr.dk.
- Der er ikke noget sted i verden, hvor nogen indholdsleverandør er i nærheden af at have en dominerende position på nettet, og det har DR heller ikke. Jeg tror ikke det kan påvises, at vi koster en eneste annoncekrone for dagbladene på nettet", siger DRs Generaldirektør.
Dagbladene: Væk med de store portaler
Men det tror dagbladene, der synes at dr.dk skal gøre mindre. Væk med de store DR-portaler på nettet som dr.dk/sundhed, og DR skal heller ikke lave sites med spil til de unge. Men også det afviser Kenneth Plummer.
- Det giver ingen mening at gå ind og begrænse os. Hvis DR skal være på nettet, og det mener jeg at DR skal, så skal det være på nettet præmisser.
Tag i denne DR Indefra også med en tur ind i orgelet i DRs Koncerthus. Det er så stort, at man kan gå inde i det.
Og hør seernes og lytterne redaktør i DR Jacob Mollerup fortælle om paradokset: At der bliver ny-produceret mere og mere radio, tv og net i DR, samtidig med at mange lyttere og seere har fornemmelsen af alt for mange genudsendelser.