Talkrigen om efterlønnen

• Hør udsendelse   (27:20)

P1s Detektor ser på tal og fakta i et af tidens mest afgørende stridspunkter mellem regeringen og majoriteten af oppositionen: Efterløns-debatten.

Hvad koster efterlønnen?
Påstand: "Efterlønsordningen koster årligt staten 16 milliarder kroner."
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), nytårstale 1. januar 2011.

Tallet 16 mia. kr. stammer fra Finansministeriet. Det er et estimat for 2011 og er et tal, som ingen bestrider. Finansministeriet anslår, at 127.300 personer i år vil være på efterløn.

Udgifterne fordeler sig på 19,7 mia. kr., som er udbetalinger til dem, der er på efterløn. Dertil kommer udbetalinger til dem, der har betalt til ordningen, men som venter med at gå på efterløn til senere eller helt springer muligheden over. De får en skattefri præmie af staten. Det koster statskassen 2 mia. kr.

Fra det skal man så trække de 5,4 mia. kr., som kommer ind fra alle, der er med i ordningen, og som betaler det månedlige efterlønsbidrag.

På den måde koster efterlønnen i 2011 statskassen: 16,3 mia. kroner.
Finansministeriets beregning


Hvad kan staten spare ved at afskaffe efterlønnen?
Her hører enigheden op. Prisen for efterlønsordningen er ikke det samme som det, man sparer, hvis man afskaffer den.

For det første er antallet af efterlønnere faldende. Så besparelsen afhænger hvilket år i fremtiden, man måler på, og hvornår man evt. begynder udfasningen af ordningen.

Dertil kommer, at ikke alle efterlønnere kan gå ud og få et job. Og så vil mange stadig være en udgift for statskassen.

Selv de fuldt arbejdsdygtige og arbejdsvillige kan løbe ind i et ledighedsproblem. De skal på dagpenge. Så længe de nu kan det.

Andre har nedsat arbejdsevne. De kan måske komme i fleksjob. Endelig er der dem, der er så syge og nedslidte, at hvis ikke de var på efterløn, ville de kunne få førtidspension.

Der findes ingen præcise tal for, hvor mange der vil stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og hvor mange der på forskellig vis vil fortsætte på hel eller delvis offentlig forsørgelse. Ingen kender reelt svarene på det spørgsmål.

Finansminister Claus Hjort Frederiksens bud kom 3. januar 2011, da han sagde: 
"85% af lønmodtagerne, der går på efterløn, kommer jo direkte fra beskæftigelse og går ud i efterløn. Og der kan man jo så sige, at de er jo så ikke nedslidte på det tidspunkt."

De 85% er målt i 2009. Regeringens argument er, at hvis 85% kom fra et job, så ville de også kunne have fortsat med at arbejde. Heraf følger, at 15% ikke ville kunne arbejde. Se side 9.

Men dertil kommer en gruppe som formelt set var på arbejdsmarkedet, men som var sygemeldte, da de gik på efterløn.

Vurderingen fra regeringen, vismændene i Det Økonomiske Råd og en række andre rapporter er således, at et sted mellem 80-85% vil kunne arbejde, hvis ikke de var på efterløn.
Side 251.

Det tal bakkes op af Jørgen Søndergaard, formand for Arbejdsmarkedskommissionen. Dette fremgår dog ikke direkte af Arbejdsmarkedskommissionens rapport, men af en udtalelse til pressen.

I Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, der er LO's tænketank, og som har leveret de tal, som bl.a. Socialdemokraterne og SF bruger, har man ikke et selvstændigt bud på, hvor mange der kan gå ud i arbejde.

Så hvor stor en besparelse vil det så være for statskassen, hvis de 80-85% af efterlønnerne var i job?

Ja, det afhænger igen af, hvornår man begynder udfasningen, og hvilket år man måler på.
Finansministeriet anslår, at man kan spare 10-15 mia. kroner om året. (side 12):

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anslår 14 mia kr. i 2011.

CEPOS' bud er godt 16 mia. kr. (side 3):


Hvem er efterlønnerne?
Påstand: "8 ud af 10 af dem, der går på efterløn er specialarbejdere eller faglærte, altså helt almindelige LO-lønmodtagere. De har et mere fysisk krævende arbejde og har andre arbejdstider".
Helle Thorning-Schmidt, Duellen, DR, 3. januar 2011. 

8 ud af 10 er ikke meget galt. Faktisk er det lidt mere. 83% af efterlønnere er ufaglærte eller faglærte, altså uddannelser, der typisk baner vej for mere fysisk krævende jobs. Det viser et udtræk fra Danmarks Statistik som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet. Det viser også, at 2% af efterlønnere har en videregående uddannelse. Så på den måde har Helle Thorning sit på det tørre, så at sige.

Påstand: "Der florerer nogle myter: Alle efterlønnere er golfspillende overlæger. Alle efterlønnere er nedslidte arbejdere. Men sådanne myter er - netop myter. De passer ikke. Fakta er, at efterlønnerne er stort set ligesom alle os andre. De er både sygeplejersker, håndværkere, gymnasielærere og jord- og betonarbejdere." Statsminister Lars Løkke Rasmussen, nytårstale 1. januar 2011.

Når statsministeren siger "stort set ligesom alle os andre", så er der vel ingen, der er ligesom statsministeren selv. Og selv hvis vi lader det med hans job ligge, så er statsministeren selv ikke fyldt 60 år endnu. Han er 46. Så man kunne sammenligne efterlønneres uddannelse og job med til hele befolkningens ditto. Men da yngre typisk har længere uddannelser, vil det vise en relativt set stor forskel.

Hos partiet Venstre siger man til "Detektor" på P1, at man derfor bør sammenligne efterlønnerne med alle jævnaldrende. Det har vi gjort. Og blandt alle 60-64-årige er 73% ufæglærte eller faglærte. 6% har en videregående uddannelse.

Men statsministeren modstiller efterlønnerne med "andre". Skal vi derfor tage Lars Løkke Rasmussen på ordet, så kan man trække efterlønnerne selv ud af sammenligningsgruppen og sammenligne efterlønnerne med alene de jævnaldrende, som er blevet på arbejdsmarkedet. Det er en metode som regeringen selv benytter i andre sammenhænge (se nedenfor). På den måde er andelen af ufaglærte og faglærte i sammenligningsgruppen 66%. Begge udtræk fremgår af dette.

Statsministeren tager forbeholdet "stort set". Hvor sikker grunden under hans tal-præcision er, afhænger af, hvor stort man ser på det.

Hvor syge er efterlønnerne?
Påstand: "Langt de fleste på efterløn er hverken mere eller mindre syge end deres jævnaldrende på arbejdsmarkedet." Statsminister Lars Løkke Rasmussen, nytårstale 1. januar 2011.

Dette er stridens kerne. Og her opstår uenighederne for alvor.

Regeringen måler sygdoms-niveauet på medicinforbrug og sygehusindlæggelser. Sammenligner man efterlønnere med jævnaldrende, der har valgt at arbejde, så er der en lille forskel på sygdoms-niveauet, dvs. efterlønnere er en anelse mere syge end jævnaldrende i arbejde. Men den forskel bliver relativt markant mindre, når man stiller gruppen af førtidspensionister op i samme alder op ved siden af. Førtidspensionisternes sygdoms-niveau er væsentligt højere.
(side 10 i linket).

Den måde at stille det op på har regeringen fra Arbejdskommissionen.
 
Arbejdskommissionen henviser til i alt fem rapporter og kilder, som alle peger i retning af samme konklusion. Hovedkilden for Arbejdsmarkedskommissionen er imidlertid en opgørelse fra brancheforeningen Forsikring og Pension fra 2009. Her har man justeret for, at der er flere kvinder og flere med kortere uddannelse på efterløn, og konkluderer:
"Helbredsforskellene mellem efterlønsmodtagere og beskæftigede stort set forsvinder, når der kontrolleres for forskelle i socioøkonomiske karakteristika mellem de to grupper."

Hertil har LO publiceret tal, der viser, at blandt dem, der gik på efterløn i 2010 havde modtaget sygedagpenge knapt 70% mere i det forgangne år end dem, der fortsatte på arbejdsmarkedet. De 70% kan lyde som et højt tal. Af LOs rapport fremgår det imidlertid, at det forskellen mellem 2,9% af tiden (hvor ikke-efterlønnerne modtog sygedagpenge) og 4,9% af tiden (hvor efterlønnerne havde modtaget sygedagpenge).  

Statens Institut for Folkesundhed har også bidraget med tal til at vurdere sygdoms-niveauet for efterlønnere. Tallene er fra en spørgeskema-undersøgelse fra 2005, men har ikke været offentliggjort før. Her vurderer 10,6% af efterlønnere selv, at de er hæmmet på grund af langvarig sygdom, men kun 5,2% af de erhvervsaktive i samme alder føler sig hæmmet i dagligdagen. Instituttets tal viser også, at 45,6% af efterlønnere har været til læge inden for en 3 måneders periode, mens det kun er 35,9% af erhvervsaktive jævnaldrende, der har været til læge i samme periode.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har præsenteret en anden måde, at måle sygdomsniveauet på. Her peger man på, at efterlønnere har større risiko for at dø tidligere end andre hele gruppen af jævnaldrende i arbejde. Hvis man fx tager en ufaglært efterlønner og en læge i arbejde på 60 er forskellen i den forventede restlevetid 3,7 år. Og fordi de fleste efterlønnere netop er ufaglærte og faglærte, er risikoen for at de dør tidligere større for efterlønnere.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds metode støttes af flere folkesundheds-forskere, bl.a. dr.med. Finn Diderichsen, Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, og Henrik Brønnum-Hansen, forskningsleder på Statens Institut for Folkesundhed.