Globalt madspild: Et usikkert estimat
Detektor 21. januar 2013 kl. 15:03
på
P1
Vi er ikke gode til at spise op. Halvdelen af al den mad, der produceres i verden, ender nemlig i skraldespanden. Den nedslående nyhed kunne flere medier berette om for nyligt.
- Intet mindre end halvdelen af den mad, der bliver produceret i verden hvert år, ender i skraldespanden, stod der for eksempel i Politiken.
Tallet stammer fra en ny britisk undersøgelse. Men hvor meget kan vi egentlig regne med det tal? Går så meget mad virkelig til spilde hvert eneste år?
Det har P1-programmet Detektor undersøgt. Og du skal nok ikke tage de 50 procent helt for pålydende.
Det højeste tal i et interval
Detektor-redaktionen har læst den britiske undersøgelse 'Global Food - Waste Not, Want Not', som er lavet af The Institution of Mechanical Engineers.
Og for det første er deres vurdering ikke, at det globale madspild udgør halvdelen af den mad, der produceres i verden, men derimod at andelen ligger mellem 30 procent og op til 50 procent.
Medierne fokuserede altså på det højeste tal i intervallet. Det bekræfter manden bag undersøgelsen, Dr. Tim Fox, der er chef for Energi og Miljø-afdelingen på det britiske institut:
- Man må forstå, at der er et interval fra 30 til 50 procent. For det har mange medier på ingen måde fortalt, siger Dr. Tim Fox til Detektor.
To forskellige undersøgelser
Derudover er det værd at bemærke, at den britiske undersøgelse baserer sit estimat på to tidligere undersøgelser.
Den ene af dem er FN-rapporten 'Global Food Losses and Food Waste' fra 2011. Men læser man den rapport, så estimerer FN faktisk, at det globale madspild ligger på omkring en tredjedel.
Derudover skriver FN i den afsluttende konklusion, at der på grund af manglende data på området er foretaget mange antagelser, og at resultaterne i undersøgelsen derfor skal fortolkes med stor forsigtighed.
Den anden rapport, der henvises til, er 'Saving Water' fra 2008, som er lavet af Stockholm International Water Institute. Og det er i denne rapport, at det nævnes, at det samlede globale madspild måske kan være helt op mod 50 procent.
Men den antagelse bygger på bogen 'Feeding the World' udgivet i år 2000, og den bog baserer så igen sin antagelse på data tilbage fra 1990'erne.
Rapporten fra Stockholm International Water Institute tager i øvrigt også store forbehold for tallet 50 procent, og skriver udelukkende i sin konklusion, at størrelsen af madspild er stor nok til, at der må fokuseres på problemet.
Så selv om det er store mængder mad, der hvert år går til spilde, så er det særdeles vanskeligt, at argumentere for, at det skulle være halvdelen af alt produceret mad i verden, som ender direkte i skraldespanden.
Ikke eksakt videnskab
Detektor har spurgt Dr. Tim Fox, der har lavet den britiske undersøgelse, hvor sikker han er på, at 30 til 50 procent af al mad i verden går til spilde?
Og han understreger, at der er tale om et estimat. At indsamle tal for globalt madspild er nemlig særdeles svært, eftersom flere lande overhovedet ikke måler den slags:
- Det er et meget vigtigt spørgsmål, for vi må gøre det klart, at det er meget svært, at få de nøjagtige tal for madspild. Årsagen til det er, at mange lande ikke overvåger madspildet effektivt. Så vores tal er selvfølgelig et estimat, og det har vi været meget tydelige omkring, siger Dr. Tim Fox, og gør opmærksom på, at det ikke er eksakt videnskab:
- Man skal være meget forsigtig med tallet. Det er et estimat og ikke eksakt videnskab, siger han til Detektor.
Dr. Tim Fox kan ikke sige, hvor stor usikkerheden er. Han gør dog opmærksom på, at det er et godt estimat. Men ingen kan altså med sikkerhed vide, hvor stort omfanget af globalt madspild reelt er.
Hør hele indslaget om madspild over artiklen
Tilrettelæggelse
Thomas Buch-Andersen, Mads Bøgh Johansen, Jonas Gyde Hermansen, Mads Bindesbøll Ohsten & Rasmus Suikkanen
Medvirkende
Dr. Tim Fox, chef for Energi og Miljø-afdelingen på det britiske institut - Institution of Mechanical Engineers
Dokumentation:
Den britiske undersøgelse:
Global Food - Waste not, want not
Januar 2013
FN-rapporten:
Global Food Losses and Food Waste
2011
Rapport fra Stockholm International Water Institute:
Saving Water
2008