preload loader
P1 - det giver mening
Brændestak

Jyllands-Posten fortalte, at danskerne fyrer med sort brænde, men de kan ikke dokumentere tallet.

Foto: Nina Engen

 

Skrevet af: 

 

Så faldt der brænde ned på Jyllands-Posten

Detektor 05. februar 2013 kl. 15:03 på P1

Meget af det træ, som danskerne futter af i brændeovnen, er købt sort. Den historie blev i sidste uge omtalt i flere medier. Og den kommer oprindeligt fra Jyllands-Posten:

"Op mod to tredjedele af de enorme mængder træ, der afbrændes i ovnene, er indkøbt sort i de danske skove eller importeret illegalt fra især Tyskland." Sådan skrev Jyllands-Posten i onsdags.

Men den undersøgelse, som morgenavisen har kigget på, belyser ikke den illegale handel med brænde. Det fortæller forskeren bag til P1-programmet Detektor.

Ikke nødvendigvis et sort marked
Detektor har talt med seniorkonsulent Kjell Suadicani, der har lavet undersøgelsen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.

Analysen konkluderer ganske rigtigt, at man ikke kan se to-tredjedele af det brænde, som vi bruger i vores brændeovnene, i statistikkerne fra de danske skovejere eller i importen. Men det betyder ikke, at der er tale om et sort marked:

- Det mener jeg ikke, at man kan bruge den undersøgelse til, fordi den undersøgelse belyser slet ikke, om brændet bliver solgt på den ene eller den anden måde, siger Kjell Suadicani, og forklarer:

- Vi fælder træ i vores egen private haver, som vi brænder af. Der er landmænd, som har forskellige små skove, som sælger brænde. I forbindelse med produktionen af planker og brædder, er der en hel del træ, som bliver skåret fra, og det træ sælger savværkerne som brænde, siger han.

Disse eksempler udgør ifølge Kjell Suadicani en væsentlig del af de to tredjedele, som Jyllands-Posten tilskriver det sorte marked.

To tredjedele er ikke registreret
Tallet to-tredjedele er udregnet ved først at se på, hvor meget brænde danskerne luner sig ved hvert år. Det tal har man fået ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse blandt tilfældige danskere.

Dernæst har man målt hvor meget brænde, der sælges fra de danske skove samt hvor meget brænde, der bliver importeret fra udlandet. Og det tal har man også fået ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse. Her blandt en række danske skovejere.

Trækker man så den samlede mængde af brændeproduktion i Danmark fra danskernes brændeforbrug, så er der altså to tredjedele tilbage, som forskeren ikke kan redegøre, hvor kommer fra. Men en stor del af det stammer altså fra for eksempel egne haver, landmænd eller savværker.

Kan ikke dokumentere tal
Detektor har spurgt Steen Rosenbak, der er Jyllands-Postens chefredaktør, hvordan de kan konkludere, at op mod er indkøbt sort eller importeret?

- Jeg vil mene, at når vi skriver op mod to tredjedele af de mængder træ, der bliver solgt, bliver handlet sort, så er det en spidsvinkling på overdrevet. Det burde vi ikke have skrevet, fordi vi kan ikke dokumentere, at det er to tredjedele, siger han til Detektor.

Eftersom forskeren ikke kunne komme med en forklaring på misforholdet mellem brændeproduktionen og brændeforbruget, kontakter Jyllands-Posten andre i erhvervet:
 
- Der er et meget stort misforhold mellem det solgte brænde og det forbrugte brænde, og vi har så været ude hos erhvervet, nemlig hos Dansk Skovforening, hos Biobrændselsforeningen og hos en indehaver af et firma, der hedder Dansk Brænde, og spørge, hvad er jeres forklaring på det her store misforhold og de henviser alle sammen til at det er fordi, der er et stort sort marked for handel med brænde, siger Steen Rosenbak.

Ingen af dem Jyllands-Posten har talt med, har sat tal på omfanget af sort handel med brænde.

Hør hele indslaget over artiklen

 

Send eller anbefal link

Tilrettelæggelse

Thomas Buch-Andersen, Mads Bøgh Johansen, Jonas Gyde Hermansen, Mads Bindesbøll Ohsten & Rasmus Suikkanen

Medvirkende

Kjell Suadicani, seniorkonsulent ved Københavns Universitet, & Steen Rosenbak, Jyllands-Postens chefredaktør

 

Dokumentation:


Notat til Skat:
Fagligt input til SKAT vedr implementering af forsyningsafgift på brænde
2013


Rapport om brændeforbrug:
Brændeforbrug 2011
Evald, 2012

 

Lyt til

Tirsdag kl. 15.03 på P1 og fra torsdag d. 7. marts kl. 20.00 på DR2

 

Torsdag kl 2.03 og søndag 0.32 på digital radio

 

Send os din historie

Hvad har du i hørt, set eller læst I den aktuelle debat, som du mistænker for at være i strid med fakta eller på anden måde misvisende eller misforstået?

 

Hent programmerne

Download Detektors radio- og tvprogrammer som podcast.

 

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Detektor > Udsendelser

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.