preload loader
P1 - det giver mening
Voldtægt, overfald

Seks procent af danskerne mener, at kvinder, der flirter eller går udfordrende klædt, selv har en del af skylden, hvis de bliver voldtaget. Tallet er markant lavere end det, som fremgik af MetroXpress i sidste uge.

© colourbox

 

Skrevet af: 

 

6%: Voldtægt kan være selvforskyldt

Detektor 11. februar 2013 kl. 15:03 på P1

... sådan burde overskriften i stedet have lydt på forsiden af MetroXpress for nylig.

I sidste uge måtte chefredaktør hos MetroXpress, Jonas Kuld Rathje, gå til bekendelse i P1-programmet Detektor. Det skete efter, at avisen bragte nyheden om, at hver femte dansker mener, at kvinder, der bliver voldtaget, kan have en del af skylden selv, hvis de flirter eller går udfordrende klædt.

- Det er sådan noget, der sker i kampens hede. Det kan være, det gik lidt for stærkt, men det er i hvert fald en klokkeklar fejl, sagde Jonas Kuld Rathje i programmet.

Detektor kunne nemlig fortælle, at undersøgelsen, der lå til grund for historien, overhovedet ikke havde nævnt ordet 'voldtægt'. Der var i stedet spurgt ind til, om kvinder, der opførte sig flirtende eller var udfordrende klædt, selv havde en del af skylden, hvis de blev 'seksuelt forulempet'.

Nu har analyseinstituttet YouGov gennemført samme rundspørge igen - denne gang har de dog spurgt konkret til voldtægt, og her bliver resultatet ganske anderledes.

Det er nemlig 'kun' seks procent af danskerne, der mener, at kvinder, der flirter eller går udfordrende klædt, selv har en del af skylden, hvis de bliver voldtaget. Et tal, der altså er markant lavere end de 18 procent, som blev omtalt i sidste uge.

Voldtægt skærer 12 procent fra
Den strammede nyhed om danskernes holdning til selvforskyldt voldtægt gav i sidste uge anledning til stor debat. Derfor besluttede Lars Gylling, der er marketingschef hos analyseinstituttet YouGov, sig for at finde det faktiske tal:

- Det rimelige for at komme videre i den her diskussion, ville jo være, at jeg rent faktisk lavede en undersøgelse, der handlede konkret om voldtægt. Så det har jeg gjort, siger Lars Gylling til Detektor.

Det er altså ikke hver femte dansker, der mener, at kvinder, som bliver voldtaget, kan have en del af skylden selv, hvis de flirter eller går udfordrende klædt, men derimod seks procent af befolkningen. Der er dog en statistisk usikkerhed ved tallet på plus/minus to procent.

Abstrakte spørgsmål giver højere tal
Det overrasker ikke Lars Gylling fra YouGov, at tallet falder, når der spørges konkret til 'voldtægt' i stedet for det noget mere abstrakte begreb 'seksuel forulempet'.

- Det er jo sådan, at når man går fra det lidt abstrakte til det konkrete, så får vi typisk nogle andre svar, siger han.

Han er dog overrasket over, at faldet er så markant i det her tilfælde, fordi han formodede, at mange automatisk ville tænke på voldtægt som en del af formuleringen seksuel forulempet.

Derfor opfordrer Lars Gylling til, at man generelt tænker meget over, hvordan man spørger til folks holdninger:

- Vi skal jo, både som analysemennesker, men selvfølgelig også som mediemennesker eller som meningspåvirker i det hele taget, være meget opmærksomme på den måde, vi spørger, siger han til P1-programmet Detektor.

Hør flere faktatjek i Detektor på P1 tirsdag klokken 15.03

 

Send eller anbefal link

Tilrettelæggelse

Thomas Buch-Andersen, Mads Bøgh Johansen, Jonas Gyde Hermansen, Mads Bindesbøll Ohsten & Rasmus Suikkanen

Medvirkende

Lars Gylling, marketingschef i analyseinstituttet YouGov, & Jonas Kuld Rathje, chefredaktør for MetroXpress

 
 

Lyt til

Tirsdag kl. 15.03 på P1 og fra 16. oktober kl. 20.00 på DR2

 

Torsdag kl 2.03 og søndag 0.32 på digital radio

 

Hent programmerne

Download Detektors radio- og tvprogrammer som podcast.

 

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Detektor > Udsendelser

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.