Kvinder i modstand

• Hør udsendelse   (52:07)

De to kvinder mødtes som tyskernes fanger i Frøslevlejren - men skiltes da frihedens time slog. Der skulle gå en menneskealder før de så hinanden igen - ved noget af et tilfælde. Siden har de opbygget et nært venskab med plads til at give minderne frit løb…  

Mikrofonen foran på kaffebordet distraherer ikke de to ældre damer.

- Og ka' du så huske dengang…

De mindes dramaet i dets mange udgaver. Lejren bag pigtråd, vagttårnene, appelpladsen, kvindebarakkerne, fangevogterne…

De erindrer angsten og uvisheden, men især mindes de kammeratskabet og sammenholdet blandt de knapt 100 kvinder.

Og ikke mindst hvad der førte dem ind i modstandskampen. Hvad skulle det gøre godt for? 

- Min spillelærerinde var ikke imponeret , da jeg som 17-årige sad  i hendes stue og fortalte om min flugt fra en tysk soldat.  Jeg havde lige forinden spyttet efter nogle tyskere, som gik strækmarch gennem Østergade i Århus. Episoden står tydeligt i Else Maries erindring. 

- Hvis du vil genere tyskerne - så skal det gøres ordentligt, sagde min spillelærerinde. Og hun  var klog på de dele. Hun var leder af en lille modstandsgruppe bestående af kvinder, som påtog sig opgaver i Århus-området. Og som nu fik mig som stærkt motiveret medlem.

I halvandet år udførte Else Marie Pade et stort og stadig farligere arbejde for sin gruppe – indtil hun i september 1944 blev arresteret af Gestapo. Det blev til to måneder i enecelle - med skærpede forhør som eneste afveksling.  Bortset fra stjernen oppe i cellevinduet, der inspirerede til musikalske fantasier.

Et banalt tyveri med vide perspektiver

- Den flinke kriminalbetjent udviste usædvanlig stor interesse for vores hus ude i Hjortekær, fortæller Lis Bomhoff. - Egentlig skulle han blot undersøge et banalt tyveri – men det viste sig snart, at han også havde andre motiver. Efterhånden udviklede vores samtale sig til fortrolig snak om krigen, og tyskerne - og modstandsbevægelsens behov for gode skjulesteder.

- Jeres hus ligger jo perfekt, hvis man skulle få brug for hurtige flugtveje - ud i Dyrehaven, sagde betjenten, der viste sig at være stifteren af sabotageorganisationen Holger Danske.

Bomhoff-familien lagde hus til.  Blandt mange sabotører var det her, at ”Flammen” holdt til i en periode – indtil jorden begyndte at brænde under dem.  På Frederiksberg blev svigerforældrenes hus sprængt i luften – og Lis og hendes mand måtte gå under jorden.  I månedsvis levede de på skiftende adresser rundt omkring på Sjælland. Men så, i et hus i Klampenborg blev de og Flammen indhentet af Gestapo. Flammen tog sin cyankalium-pille oppe på første sal - og Lis Bomhoff så til, da tyskerne trak ham ved benene ned ad trappen.

Hos Gestapo i Vestre Fængsel og på Dagmarhus fik Lis Bomhoff sin sag for. Under en pause i et forhør blev Lis Bomhoff trukket rundt ad de lange gange af to tyske soldater.

- Omsider standsede de, og stillede mig op ad væggen, fortæller Lis Bomhoff. De tog ladegreb, og pegede på mig med deres karabiner. "Så skyd da", sagde jeg!

Kvinder bag pigtråd
Else Marie Pade fyldte 20, da hun sad i Frøslev. Hun mindes tydeligt kammeraternes fødselsdagsbrev med de 85 underskrifter – hvoraf én dog stadig giver hende kuldegysninger. For Gestapo havde jo placeret stikkere blandt de indsatte.

Lis Bomhoff  var 32 dengang. Hun blev af lejrledelsen udpeget til posten som formand for kvindebarakken.  Hun skulle holde ro og orden !

- Kan du så huske de nætter, hvor vi lavede karneval; og dengang da sangkoret foldede sig ud i bælgmørke?

Det gjaldt om at overleve. For Lis Bomhoffs svigerfar lykkedes det ikke. Han var blevet sendt videre til en koncentrationslejr i Tyskland.

- De græder jo, frau Bomhoff sagde den tyske vagtkommandant, da hun havde fået budskabet.

- Jeg svarede ham på tysk: "De græder jo selv!"

Skrevet af: Kirsten Laumann