Beskidt politik
DokumentarTimen 24. december 2009 kl. 14:03
på
P1
I jagten på borgmesterstolen gælder alle kneb. Alliancer med gamle fjender og hemmelige aftaler. I Kerteminde sprang den kommende borgmester fra sit parti for at kunne sætte sig i borgmesterstolen.
Når de nye byrødder træder i arbejdstøjet efter nytår, så sidder flere af politikerne med knive i ryggen. Jagten på borgmesterkontorerne har været lang og opslidende. I ti kommuner har borgmesterposten gået på skift mellem forskellige bejlere, og i flere kommuner er borgmestrene endda blevet væltet så sent som på det konstituerende møde.
Et af kommunalvalgets største kup stod en kvinde for. I Kerteminde forlod den kommende borgmester, Sonja Rasmussen, sit parti for at kunne sætte sig i borgmesterstolen med støtte fra alle, undtagen sit gamle parti.
Mange vælgere føler sig snydt. Men de ufine metoder til at erobre borgmesterstolen behøver ikke at påvirke borgmestrenes chancer for at blive genvalgt. I følge kommunalforsker Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet, så husker vælgerne at en borgmester har kuppet sig til tronen, men de tilgiver, hvis borgmesteren skaber resultater i de kommende fire år.
Men det skader demokratiet, når det ser ud som om, at politikerne vil sælge deres gamle mor for at sætte sig i borgmesterstolen. Det giver kommunerne et dårligt image og kan være med til at skabe politikerlede, mener Ulrik Kjær.