Viggos verden
Af Mads Baastrup.
Situationen var en smule mærkelig. Radiodirektøren var dukket op midt under Viggos afskedsreception, og han stod nu og holdt tale til en tom stol. Radiodirektørens takketale til Viggo for et langt liv i Danmarks Radio blev i stedet optaget på bånd og sendt hjem til Viggo, der var blevet træt og havde forladt festen.
Jeg gætter på, at han ikke brød sig synderligt om at være midtpunkt denne dag, der var hans sidste i radioen før han gik på pension.
Gør det modsatte
Jeg mødte ham første gang på Journalisthøjskolen for tolv år siden, hvor han var gæstelærer og troppede op med en jordemodertaske i hver hånd: Den ene var fyldt med et par øl, nogle piperensere og andre småting og den anden fyldt med det flotteste radioens montageafdeling havde præsteret de sidste par årtier.
Selvom han havde hørt historierne mange gange før, så gik han lidt nervøst frem og tilbage, mens båndene rullede og holdt øje med at historierne gik hjem:
Den om det barnløse ægtepar, der opdrager deres hund, som det barn, de aldrig fik. Den om overlægen, der behandler sprittere og lever mere ensomt end dem. Den om drengen, der har slået en flipper ihjel, men hvor hans far forsvarer ham. Den om de to teenagepiger, der kører op af strandvejen i Rolls Royce med de verdensberømte rockstjerner – o.s.v. De var der allesammen, de sarte og de vilde eksistenser.
"Hvergang nogen siger, at sådan plejer man at gøre, så er der grund til at være på vagt – og gøre det stik modsatte," fortalte han os journalistelever.
Vi kiggede forbløffet på denne tynde, høje, mærkelig mand, hvor piben gik ud hele tiden og undrede os over alle hans tanker, der brød med konventioner og rutiner om, hvordan tingene skal laves. Og han opfordrede, de som havde lyst til at besøge ham i Danmarks Radio.
Lad mikrofonen suge
Hans aflange kontor på Islands Brygge, hvor den daværende Teater- og Litteraturafdeling holdt til, var fyldt med sære dippedutter og underlige skulpturer og henne på væggen til venstre hang et sorthvidt glasindrammet billede: Tre nonner, der stirrer ud i lokalet, fromme og afklarede – mens de har en maskinpistol i skødet...
"Lad mikrofonen suge," råbte han og fortalte på sin måde, at det er vigtigt at tie stille og lytte efter, hvad det egentlig er folk siger. Når han lyttede til vores bånd var det ofte som at se en tryllekunstner forvandle en flue til en elefant. Et kort brudstykke af et bånd og han fandt en klar pointe i et helt menneskeliv. Betoningen, rytmen, nerven i en stemme og så hans konklusion: "Jeg tror du skal gå efter det og det.." Urovækkende.
Viggo – én gang – Clausen
Viggos evne til at lytte og ikke mindst spørge er ikke af nyere dato. Engang i halvtredserne opsøgte han sine gamle klassekammerater for at finde ud af, hvordan det var gået dem. Én var stadig ugift og boede hjemme hos sine forældre. Og ligesom i skolen – konstaterede Viggo tørt – var han flegmatikeren – ham der så verden gå forbi uden at gribe ind.
"Hvad er det du beskytter dig imod... hvad er din hemmelighed?" spurgte han. "Nu kommer du for tæt på", lød svaret og Viggo lod det blive ved det.
Hos en anden, der havde opgivet en flot karriere som journalist lød spørgsmålet: "Og du som opgiver, hvordan turde du blive gift og få børn?" Svaret pegede tilbage til mandens barndom og dermed fik montagen "Klassekammerater" hevet en pointe hjem: Vi er, hvad vi kommer fra, og der skal meget til at ryste det af os.
"Klassekammerater" og andre af Viggos montager vakte voldsom opsigt i halvtredsernes Danmark. Datidens borgerlige og kristelige Radioråd var forargede og udsendelserne kom på forsiden af aviserne, mens Viggo fik tilnavnet: "Viggo – én gang – Clausen". Årsagen var at hans udsendelser kun blev sendt én gang og aldrig genudsendt. Men uden genudsendelser var jobbet brødløst og Viggo blev i stedet teateranmelder på dagbladet Information. I 1964 vendte han tilbage til Danmarks Radio.
Her skabte han en række banebrydende montager, hvor han blandt andet bearbejdede den tyske forfatter Enzensbergers essays for radio og sammen med hans montager fra halvtredserne er de siden blevet sendt – igen og igen.
Op gennem tresserne og halvfjerdserne blev han læremester for nye montageproducenter, som kom til, og der blev produceret en stribe klassiske historier, som gav den danske montage et internationalt renommé.
Folk der har mødt Viggo i internationale sammenhænge, husker ham tydeligt. Han skilte sig ud. Ikke altid fordi han sagde så meget, men når han hørte udsendelser, der som han sagde "var klippet med en økse" eller var falske i tonen, så sad han og vred sig på stolen.
Humor og ikke for megen hulk
Viggo har aldrig brudt sig om den store dramatiske historie: Flykatastrofen, mordet, bankrøveriet er ikke lige ham. Derimod er to mennesker, der samler muslinger på en strand en idé, som fænger.
Kvaliteten skal findes mellem det banale og det originale.
Det sære og det kuriøse kan dyrkes, men kun hvis det har kraften i sit til at fortælle noget alment. Dér lever poesien. Og så må der forresten gerne være masser af humor og helst ikke for megen hulk. For eksempel historien om den gamle mand, der blandt så meget andet "livsforlængende" har indrette et spisekammer med hele risbeholdningen fra anden verdenskrig for at kunne overleve, hvis atomkrigen kommer. Den historie handler om livsangst og bliver dermed almen.
I årtier har Viggo forsvaret den store historie i de små begivenheder, men han er alligevel manden, der tager toget til Berlin, for at være der den dag, hvor hullet kom i muren, og der blev skrevet verdenshistorie.
Viggo synes årtiet op til murens fald har været kedeligt. En verden uden bevægelse synes han er uinteressant og det er med glæde han citerer en af Gorbatjovs cheføkonomer, der skulle vurdere imperiets fremtid:
"Det kan være det går fremad, det kan være det går ad helvede til. Men der er i hvert fald gang i den..."
Et billede man tænker på
En hver god radiomontage har en eftersmag: en detalje, en sætning, et billede, som man tænker på igen og igen. Sådan er det også med Viggo:
Det var dengang han i kantinen hældte en kvart saltbøsse ud over et par håndmadder. Ved synet af folks måbende blikke tømte han resolut resten af saltbøssen ud over æggemaden.
"I hopper da ikke på alt det dér sundhedsflip. Køleskabet har kun eksisteret i et kvart århundrede, hvad tror I de gjorde før? De saltede maden og levede nøjagtig lige så godt af den grund," vrissede han.
Når man ringer til ham i dag har han ikke rigtig nogen mening om, at han er indstillet til livsvarig løn fra Statens Kunstfond. Alligevel bemærker han:
"Det kunne selvfølgelig have været flottere med en rytterstatue, Ikke? OK... jeg er da glad for det. For pokker."
Denne artikel blev første gang trykt i P1s blad EMIL i januar 1992.