Storbyens symfoni
En storby er fuld af musik. Rytmen fra en gadefejers kost lægger sig under en kirkeklokke, som afløses af en gademusikant. Det er kun et spørgsmål om at have øre for det.
Stephen Schwartz har lavet to lydproduktioner, musikalske meninger uden ord, om København. Stephen Schwartz, som normalt laver radiomontager, har i foråret samarbejdet med Kulturby 96 om to lydprojekter, der kan være svære at definere. Det er ikke egentlige montager, fordi de er befriet for en fortælling båret af det talte ord. Hvis der er ord med, er det mere i kraft af deres klang og tone end deres logiske indhold. Det ene - Metropolis - indgår i en større europæisk serie, men det andet er produceret til en fotoudstilling på kulturfærgen Kronborg. Metropolis Stephen Schwartz' Metropolis er komponeret af optagelser fra sidste sommer på Strøget. Ganske vist er København meget andet end Strøget. Men gågaden ER unik, en gade hvor lyden ikke overdøves af trafik er en sjældenhed midt i en storstad. Og Strøget byder på en særlig rigdom: alverdens musik, et menne-skemylder, alskens menneskelige sysler i løbet af dagen med en vekslen i puls og toner. Og Stephen Schwartz tager dirigentens rolle. Han vil skærpe lytternes oplevelse af byens musik. Det blev Strøget set igennem et døgn - fra solopgang med skraldevogn til solnedgang og nattens rytmer. Strøget som en scene, hvor man kommer for at blive set. Et sted for selviscenesættelse og besættelse.
Amerikaneren Stephen Schwartz har fulgt Strøget fra han kom til landet i starten af tresserne og arbejdede med 'hørebilleder'. I Metropolis eksperimenterer han med afstand og klang. Han har haft flere båndoptagere kørende samtidig i et forsøg på at arbejde konsekvent med lyd som man gør det i film/TV, men flere kameraer, overblænding fra det ene kamera til det andet, zoom, total, ultranær. Hvordan man opfatter "nær" og "fjern", fokus, dybdeperspektivet. Det som han kalder "akustisk morfing" har været hans afsats for stykket. Han har også farvet lydene fra Strøget med toner som komponisten Svend Rastrup Andersen har lavet til værket.
Teknikken - digital, 16 spor, synkronisering, mix - er lavet dels i Quang Studie ved Lars Nielsen og dels i DRs studie af Frank Lindeskov. Akustisk kunst Værket "Metropolis" er blevet til i et samarbejde mellem DR og WRD, Westdeutscher Rundfunk i Køln. Klaus Schöning, der i 30 år har ledet WRDs "Studio Akustische Kunst" har været Stephen Schwartz’ samarbejdspartner. I "Studio Akustische Kunst" er der skabt pionerværker inden for den akustiske kunst. I øvrigt er det i øjeblikket muligt at høre 100 lydarbejder fra "Studio Akustische Kunst". De er ‘udstillet’ (i indbydende ‘lyttestole’) på Museete for Samtidskunst i Roskilde.
"Metropolis" er en serie, som WRD har sendt i mange år. Der er soundscapes - lydlandskaber - fra alverdens storbyer. Og altså også nu fra København, i anledning af hovedstadens status som Kulturby 96. Værket kan høres på P1 midt i juli og har samtidig premiere på færgen Kronborg i Københavns havn, hvor værket præsenteres sammen med andre soundscapes i Metropolis-serien fra 11. juli til og med lørdag den 13.juli på kulturfærgen. Serien afslutter med at komponisten Pierre Henry "live" akkompagnerer den klassiske stumfilm "Berlin, Sinfonie der Grossstadt". Soundscaperne rykker også udendørs. Fra midten af juli vil der blive installeret højttalere rundt om i København, hvor værkerne vil blive spillet. Blandt andet ved Den lille Havfrue, i Charlottenborgs gård og ved Helligåndskirken. Copenhagen too close Stephen Schwartz’ anden komposition til Kulturåret er knyttet sammen med fotografen Colonels fotoudstilling "Copenhagen too close". Det er en ordløs lydkomposition mellem litteratur og musik. Men det er ikke programmusik, der skal illustrere billederne, som er udstillet på færgen Kronborg. I stedet har Schwartz spurgt Colonel om han kunne nævne 20 lyde, der havde betydning for ham. Og så har Schwartz bygget lydbillederne op associativt. Lyden af vand ved en kaj kommer for eksempel af, at Colonel har arbejdet på Norges-bådene.
Fra EMIL juli 1996