Dommen
Dokumentarzonen 17. december 2005 kl. 14:30
på
P1
Det er den 4. oktober 2005. I det centrale København er 200-300 mennesker samlet foran Integrationsministeriet. De protesterer imod, at de danske myndigheder vil udvise Alae Ghaedi, en 48-årig iraner, der tidligere har været fængslet og udsat for omfattende tortur. Vender han tilbage til Iran står han til 10 års fængsel og 75 piskeslag.
Forrest i gruppen af demonstranter står en ung mand. Han holder et skilt med ordene ’Stop Fogh’.
For 6 år siden var det Ashkan, der blev tvangsudvist og sendt tilbage til Iran.
I 1999, vurderede de danske udlændingemyndigheder, at det var sikkert for ham at vende tilbage. Ganske vist havde hans mor arbejdet for en illegal bevægelse, og han selv havde været fængslet i forbindelse med en demonstration allerede som 14 årig. Selv om familien gik under jorden i Danmark, blev Ashkan, der lige var fyldt 18 år, taget og sendt tilbage til Teheran. Resultatet blev, som han havde frygtet: Han blev hentet af de iranske myndigheder og i knap to år tilbageholdt og udsat for langvarig tortur. Efter fængselsopholdet i Iran, lykkedes det ham at flygte påny og da igen bad de danske myndigheder om beskyttelse, vurderede man i september 2003, at det ikke var sikkert at sende Ashkan tilbage.
Denne oktober dag er det så Alea Ghaedi, der står til udvisning.
For 3 år siden bad Alae og hans kone og to sønner om beskyttelse i Danmark. I Iran havde han været politisk aktiv i flere illegale bevægelser og det gav ham 8 år i iranske fængsler – oftest isoleret i en lille celle, hvor eneste besøgende var de iranske torturbødler.
Og ligesom tilfældet var med Ashkan - vurderer de danske udlændinge myndigheder, at der er fred og ingen fare ved en tilbagevenden til Iran.
"Dommen " er historien om, hvordan de danske udlændingemyndigheder beslutter sig for at gentage en skæbnesvanger dom og historien om to mænds kamp for at undgå udvisning til de iranske torturbødler.