Kniven i hjertet

• Kniven i hjertet   (40:39)

Tue oplevede aldrig at blive far. Han blev 33 år. Hans datter kom til verden få måneder efter hans voldsomme død. Adskillige knivstik i hjerteregionen satte et punktum for et liv som bokser, hvor kammeratskab og det vilde liv var en del af gamet uden for tovene, men nu glædede han sig til at blive far. Drabsmanden, der førte kniven, fik 12 års fængsel.

I Varde sidder Tues far, der er stenhugger og kunstmaler. Med rolige bevægelser fører han penslen hen over lærredet i stærke farver og maler sorgen ud i en serie af billeder, som han kalder "Tues liv". Og tankerne for afløb, når han mejsler i kæmpe granitskulpturer, som den respekterede kunstner han er.
 "Sten er et fascinerende materiale at arbejde med, man kan ikke tvinge det til noget, det har sin egen natur og kraft…", forklarer han, og starter vinkelsliberen.
"Tues krop var som skåret ud i granit, og han havde en slagstyrke, der sagde spar to. Han havde så store hænder, at de kunne lave solformørkelse, og et fast håndtryk, alle husker", kommer det fra en af hans boksekammerater.
Broderen Lars, boksevennerne og en tidligere kæreste tænker tilbage på minder og oplevelser, Tue gav dem.
Alle er enige om, at han var enorm stærk. "Nogen gange vidste han ikke, hvor stærk han var, og så gjorde det pludselig ondt, når han ville lege eller drille sine omgivelser", lyder det samstemmende fra hans omgangskreds.

Tilbage til gerningsnatten
Ambulancen sætter horn og blink i gang mod Københavnercafeen ”Vinbaren” en sen nattetime i april 2006. Med i Ambulancen sidder tilrettelæggeren Torben Paaske med hovedtelefoner og mikrofon.
Meldingen lyder på alvorligt knivstikkeri efter et stort westernslagsmål. En boksers liv er brat afbrudt af svære knivlæsioner i brystet. Tue ligger på fortovet med udtryksløse øjne, mens reddere og en læge i ambulancen gør alt hvad de kan, for at redde hans liv. Ambulancen sætter kurs mod Traumecentret med udrykning. Kort tid efter erklæres Tue for død.

Lars, Tues bror, har fortalt sine tre børn, at Tue er stukket ihjel. "De kunne ikke forstå, at kniven blev ført forfra af gerningsmanden direkte i hjertet. Når Tue nu var så stærk, bruger han jo bare hænderne til at forsvare sig med, sagde mine børn", fortæller broderen. "Deres uskyld blev taget denne nat".
Faderen Bjørn maler videre og hugger i sten med sorg i stemmen, men der fornemmes også en styrke og afklarethed.
Tue slog hårdt, var slagteriarbejder, havde mange kræfter, men alkohol kunne ændre hans sind, og det kostede ham et par domme for vold. På grund af "håndmadder", slag mod kæben under slagsmål, som en nær ven beskriver det.
Men boksningen gav ham afløb for det overskud af energi og rastløshed han havde i sig. En tidligere kæreste fortæller, hvor enkelt et liv Tue førte, og hvad faste rammer betød for ham, da hun besøgte ham i fængslet efter en voldsdom. Men han brugte aldrig ufine metoder, når han sloges. Det var med hænderne og mand til mand både i ringen og uden for.
Bokseklubben og de stærke mænd i Varde gør klar til et mindestævne for Tue. Mange har røde øjne. Bokserne gør deres entre. Der skal kæmpes om Tues vandrepokal.
Stolene er sat op omkring bokseringen og enkelte piger med forelskede blikke hujer og hepper på deres idoler blandt de unge boksere. Der skal festes, og man skal vise de unge, at livet fortsætter efter Tues tragiske død.

En montage om en stærk mand, og en ulige kamp, om sten, der har sin egen vilje, og at male billeder med samme teknik som en bokser. En historie om bokseren Tue Bjørn Thomsen fortalt af familie og venner.