Når stærke mænd knækker
Dokumentarzonen 28. november 2007 kl. 14:00
på
P1
Han sidder i timer foran fjernsynet. Uden at se noget. Han farer op ved høje lyde og råber og skriger, så hans egne børn er bange for ham.
Torben Ibsen er næsten to meter høj, karseklippet og muskuløs. Indtil for to år siden arbejde han som dørmand og lod sig ikke slå ud af trusler om død og lemlæstelse. "Havde du set mig i en t-shirt, så stod der supermand på brystet. Det var umuligt at knække mig", fortæller Torben Ipsen.
Men på vej hjem fra job kører han uforskyldt en mand ned. Og pludselig ændrer hverdagen sig drastisk. Torben Ipsen får lange perioder med sorte huller, hvor han stirrer ud i luften og ikke orker at stå ud af sengen. Andre gange bliver han vild og hidsig over de mindste ting.
"Hvis min ældste søn spiller høj musik, går jeg i monsterposition og råber og skriger som et barn. Det er modbydeligt. Mine børn trækker sig tilbage og leger på deres værelser eller sover hos kammerater. De er skræmte. For sådan har de aldrig oplevet deres far", fortæller Torben Ipsen.
Han er én af mange danskere, der lider af post traumatisk stress. En sygdom vi oftest hører om i forbindelse med flygtninge udsat for tortur eller soldater hjemkommet fra kamp. Men post traumatisk stress er ved at udvikle sig til en folkesygdom, der rammer politifolk, socialrådgivere og skolelærere - os alle sammen. Sidste år sendte diagnosen post traumatisk stress lige så mange danskere på førtidspension som kræft og hjerte- og karsygdomme.
Medvirkende: Torben Ipsen og Inger Murray fra Center for Post Traumatisk Stress.