Evighedspunkeren

• Evighedspunkeren   (47:52)

I årene omkring 1980 var Jesper Reisinger et navn, der dukkede op en gevaldig masse steder: han havde en sangtekst på Sort Sols anden LP, det var Jesper Reisinger man skulle skrive til, hvis man ville have teksterne til Martin Halls første plade, og sammen med vennen Michael Strunge var Reisinger redaktør på tidsskriftet Sidegaden. Plus det løse: performance, film og arrangør af koncerter.

I det daglige var Jesper Reisinger det tætteste man kom på et centrum i den ellers centrumløse punkbevægelse, da han fungerede som ekspedient og ekspert i nyrock i boghandelen Haases pladeafdeling, hvor alle datidens punks mødtes.

Jobbet som pladeekspedient var det eneste rigtige arbejde, Jesper Reisinger havde i hele sit liv.

I 1982 - da firserscenen var på sit højeste - flyttede Jesper Reisinger i eksil i Farum, fordi han som som så mange andre i miljøet var røget ind i et omfattende amfetaminmisbrug. og i de næste mange år levede han mere og mere isoleret sammen med sine forældre, samtidig med at Jesper Reisinger blev tykkere og tykkere. Og mere og mere angst for at gå uden for en dør, ja på et tidspunkt turde Jesper Reisinger dårligt nok gå på toilettet.

Da faderen døde som den sidste af Reisingers forældre vendte han gradvis tilbage til verden igen, men da var det for sent: mange års misbrug, medicin og dårlig mad havde slidt kroppen ned, og i november sidste år døde Jesper Reisinger, 46 år gammel.

I ugerne efter opsøgte Søren E. Jensen Jesper Reisingers tætteste venner, og det er blevet til en montage om en notorisk begavelse, der på grund af forkælelse og dovenskab spildte alle sine talenter. Og kom til at betale prisen for no future-ideologien i mange, mange år.