Børnene i Øster Assels

• Børnene i Øster Assels  

Montage om en splittet landsby, bistandsturister og børn som andre ikke må lege med.
Det var sommer den dag på Sydmors, da en flok vrede mænd bevæbnet med et haglgevær gik til angreb på beboerne i et ramponeret hus i landsbyen Øster Assels.
Her boede et par tilflyttere med et dårligt ry. De kom fra en storby og solgte hash og begik indbrud. Og da de også ville sælge hash til børnene i landsbyen, var reaktionen, at nu skulle det være slut. De skulle simpelthen jages væk. Og det blev de.
Episoden var ikke den første, der brød den søvnige og slidte landsbyidyl i Øster Assels. Blodpletter på asfalten vidner stadig om slagsmål med knive, mens graffiti på husvægge og smadrede postkasser fortæller om den ny tids uroligheder.
For mens den oprindelige befolkning forlader de gamle, umoderne huse og så at sige flytter ind på kirkegården, befolker en helt anden type mennesker fra storbyernes sociale boligbyggeri de efterladte huse. Bistandsturister kaldes de, for de er et nomadefolk på stadig flugt fra myndighedernes krav og indgreb.
Den trafik gavner ikke børnene. De har svært ved at blive kammerater med de fastboendes børn, som har deres egne enklaver som sportsklubben og netcafeen. De nyankomne er stemplet én gang for alle: De ryger og drikker, og laver ballade, og hvis man mænger sig med dem, risikerer man at ?komme ud i noget skidt?- som en af drengene i Netcafeen siger. Et udsagn, der let kan spores tilbage til bekymrede forældres advarsler. Tolerancen trives ikke, og når skolebussen læsser eleverne af ved læskuret står fastboende og tilflyttere ved hver sin gavl og ryger.
"Vi sætter gang i Øster Assels" siger Kia på 16. Hun synes, de lektielæsende computernørder har et kedeligt fritidsliv. Hun har været med til at sprænge et par postkasser i stykker, men ellers holder hun sig fra de mere voldelige excesser - som at stjæle biler hos Nissan og køre dem i smadder. Den slags skete ikke for år tilbage, og det har skabt en landsby i splid med sig selv. Kulturelle, sproglige og sociale modsætninger slår gnister, og landsbyens tænksomme folk frygter for fremtiden.
Formanden for beboerforeningen har lagt en strategi for, hvordan der kan bygges bro over kløften mellem indfødte og tilflyttere:
Bistandsturisterne skal ikke jages væk men lære at begå sig i landbysamfundet, føle ansvar og tage del i nye initiativer. Det hele begynder med børnene. Bliver de en del af fællesskabet, tilegner de sig også nye normer - det første skridt mod integrationen.
Kaj har i en halvanden års tid været ansat som socialarbejder i Øster Assels. Streetwalker kaldes det populært - eller gadevader på dansk. Pengene kommer fra indenrigsministeriets udviklingspulje. Han skal sluse gadebørnene i Øster Assels ind det fritidsliv, som de pæne folks børn benytter sig af. Men støder på den samme modstand og mistillid, som bistandsturisterne og deres børn møder i hverdagen. Børnehuset, hvor Kia og hendes jævnaldrende kunne hygge sig med deres egen kultur og indimellem opleve hjælpsomme voksne, har to gange været udsat for indbrud, og nu bliver det stjålne udstyr ikke erstattet. Huset skal lukkes, men beboerforeningen prøver at finde en alternativ løsning. Den vil gøre lokalsamfundet til noget attraktivt igen.