Aftryk
Montage 15. maj 2004 kl. 16:00
på
P1
En montage om fingeraftryk, forbrydelse og fædrelandssind.

Ib Ketler er en af de få specialister, der ved mest om fingeraftryk i kongeriget Danmark.
I 35 år har han været med til at opklare nogle af de største drabssager, når han med sin uundværlige lup, sit rolige væsen og det seneste tekniske udstyr har fældet gerningsmænd på deres fingeraftryk.
Nu går han på pension. Her på hans sidste arbejdsdag, står de i kø for at sige farvel til ham under afskedsreceptionen.
Kolleger har sat flag op på kontoret og kæmpebilleder af Ib pryder væggene. Ib er rørt og tørrer sved af panden, mens han takker for gaverne.
Og bordet fyldes efterhånden med gaver og vin. Det er Leni, hans kone, gennem 36 år, der har lavet snacks til kollegerne.
Der holdes taler, klappes og siges farvel med store og små hænder, til en trofast og fremfor alt loyal medarbejder. En medarbejder, der har øst af sin enorme viden ved undervisning på politiskolen, og i teams, der skulle opklare mord, røverier, og svindel.
For som Ib siger: "Alle efterlader sig et aftryk".
Ib løsner slipseknuden diskret. Det er blevet for varmt... Han kigger ud over brillerne og blikket falder på hans udrykningstaske med pulver, pensler og gelatinehinder til at opbevare fingeraftryk. Den har han fået lov at beholde, så han kan vise, hvordan en specialist arbejder, når han skal skal holde foredrag om fingeraftryk i private foreninger rundt om i landet.
Hans kone Leni fortæller, at Ib er ?Rødvinsprædikant?. For et par flasker vin fortæller han gerne om fingeraftryk for forsamlinger, der er interesseret.
Ib har sat sig på en stol under afskedsreceptionen. Det er lidt for overvældende. Hans øjne er blanke...35 år med fingeraftryk, krogede fingre, slidte fingre, defekte fingre, men der er aldrig to ens aftryk, tænker jeg og betragter Ibs hånd, mens hans fingeraftryk sidder på vinglasset.