Da lynet slog ned
Montage 19. juni 2004 kl. 16:00
på
P1
En julidag i 1997 ændrer et kuglelyn med et slag ni menneskers skæbne. Flere blev dræbt. For andre betød det død, hukommelsestab og skilsmisse.
Den 15-årige Rune tager strømperne af. Han peger på en af sine tæer: "Det var her lynet gik ud", forklarer han. "Læderet på mine fodboldstøvler blev sprængt fuldstændig i stykker".
Rune Brus var en af de ni der blev ramt af lynet den sommerdag i 1997 på fodboldbanen i Grenå. Rune røg op i luften og landede oven på en anden dreng og gik i krampe. Det kan han ikke selv huske, men Klaus Munk Jensen ser ham ligge sådan. Klaus har selv lige rejst sig fra jorden i et buskads flere meter fra sidelinien, hvor han lige inden havde stået og set sin dreng spille fodbold. Selv blev han ikke ramt af lynet, men lufttrykket sendte ham ud i buskene.
Klaus Munk Jensen er læge. Han samler Rune op og skynder sig op mod vejen hvor han får standset den første bil der kommer. Smider Rune ind på bagsædet og siger de skal køre drengen på sygehuset.
Klaus Munk Jensen går tilbage til fodboldbanen, og det er først nu han ser de mange livløse der ligger rundt i buskene.
Dem der undgik lynet, har søgt tilflugt i klubhuset. Flere drenge har set et kuglelyn fare rundt. Som en lysende kugle følger det efter to norske piger. De løber for livet.
Den første Klaus Munk Jensen hiver ud af busken og ind på banen er den livløse Bill Ritzmond. Efter et kraftigt tryk i brystet kommer Bill til sig selv igen. Men han kan ikke mærke sin krop. Bill Ritzmond der stammer fra Irland, ved ikke hvad der er sket. "Enten er det et jordskælv, eller også er det et lyn", tænker Bill mens han ligger uden at kunne røre sig. "Men da vi er i Danmark, må det være et lyn".
Et andet sted ligger Bodil Kjelde. Hun er ved bevidsthed, men kan ikke røre sig. Hun opfordrer hjælperne til at tage sig af de andre der har det værre end hende. Hun kan ikke mærke sine ben. "Det værste var lugten", siger hun. Hun havde klippet hul i en sort affaldssæk for at bruge den som regnfrakke. "Der lå jeg som en kylling i en stegepose og lugtede af brændt kød". Hun havde lånt sin paraply til en dreng der stod og frøs i regnen sammen med sin far. Lynet slog ned i paraplyen, og faderen blev liggende livløst i græsset.
Gennem årtusinder har mennesket troet at torden var udtryk for gudernes vrede. I den nordiske mytologi var det Thor der svingede sin hammer. Ingen af de ramte fra fodboldklubben tror dog at Gud har haft en finger med i spillet. Bodil Kjelde fortæller at hun efter uheldet ofte beder til Gud, men hun har nu altid haft ham i tankerne, siger hun.
Lægen fortæller at han på egen krop oplever hvor store konsekvenser sådan en ulykke har i mange år efter. For nogle af vennerne betød det død, hukommelsestab, skilsmisse og angst.
Montagen blev sendt første gang i 2001.