Radioti

• Radioti  

Om en lokalradio med mening i galskaben.
Ingen ved hvem der lytter, og hvor mange - og det er for resten ikke heller ikke så vigtigt.
Det er fredag aften og ingen på den lille lokalradio ved endnu, hvem der skal være vært på aftenens program. "Vi når det nok" siger de.

Kvarterets gamle Frederiksberg-ejendomme strækker sig synligt og majestætisk mod efterårshimlen, mens lysene tændes i de mange vinduer bag potteplanter og nips. Mellem de utallige anonyme, vil der måske være enkelte borgere, som om lidt stiller ind på 92,9 for at ringe op og blande sig i debatten om alting og ingenting, men dog som regel med et stænk eller mere om psykiatri! Radioti blev skabt for i begyndelsen af 90?erne af aktivister i galebevægelsen og har lige siden været tilholdssted for mennesker med visioner om et helt anderledes og meget bedre liv for udstødte med en psykisk diagnose.

Der skal sendes om en time, så snakken går under opvasken i køkkenet, for nu skal det besluttes, hvem der skal være værter, og hvad aftenens program skal handle om.
Caia fortæller om en CD, som hun lige har anskaffet sig med Dean Martin.
"Skal vi ikke bruge ham som musikalsk baggrund for et tema om mænds kærlighedsliv", spørger hun. Steen melder sig frivilligt. Antyder ganske vist, at det ville være både sjovere og mere relevant med fokus på kvinder - men skidt. Han er god i studiet og vant til værtsrollen. Steen har tidligere fortalt lytterne sin egen historie. Om årelang, opsparet vrede, fordi han aldrig fik tilbudt det værktøj, der skulle gøre det muligt for ham at bevare sin normalitet.
"Jeg blev sygeliggjort", forklarer han, "så jeg kunne få en diagnose, så jeg kunne få medicin!". Mænd og kærlighed? Hvorfor ikke? Steen gør sig klar til at gå i studiet. Med sig har han sin egen store kærlighed, som han taler til med mild og blød stemme. Den hedder Viggo og er en 8 år gammel amazone-pappekøje med grøn fjerdragt og kroget næb.

Teknikeren Michael gør i aftenens løb sit til at overraske værterne og lytterne. Blandt andet ved at se helt bort fra den ønskede Dean Martin musik, til fordel for et mere provokerende musikvalg. Michael har også for vane at ringe ind til udsendelserne, når han synes, der mangler lidt lytterrespons. Hans beskeder til studiet går også ud til lytterne, for de tager det ikke så tungt med formerne på Radioti.
Måske løb programmet om mænd og kærlighed lidt af sporet. Måske havde værterne mere behov for at pjatte, fortælle vittigheder og lave skæg og ballade, end for at tale dybsindigt med hinanden og lytterne. "Men hva? fa?en, næste fredag er vi jo på igen, og så er stemningen måske til noget helt andet!"

De er fælles om morskaben, men de er også fælles om frygten for, at nogle af dem bukker under og må overgive sig til den psykiatri, som de hader af et godt hjerte.
"Vi tror ikke på, at det kan betale sig at kontrollere galskaben", siger Caia, "det er langt mere lønsomt at lade den folde sig ud i en ordentlig atmosfære!"
Måske klarer de krisen ved at gå i studiet og fortælle, hvordan de har det lige nu, og blive ringet op af trofaste lyttere i samme situation.
"Efter sådan en udsendelse kan man godt føle et lift. Det at lave radio heler", lyder det fra en af Radioti?s medarbejdere.
"Tak for besøget", siger Radioti-folkene, mens de lukker og slukker. 

Montagen vandt i 2000 førsteprisen ved Prix Europa.