preload loader

Et liv med huller

Montage 17. juli 2004 kl. 16:00 på P1

Om elitegolf, identitet og idoldyrkelse.


Lars Storm er kun 22 år og elitegolfspiller på det danske landshold. Han står foran en karriere som professionel. Men psyken er i vejen for det endelige gennembrud. Lars beskriver selv sin psyke som en slags Dr. Jekyll og Mr. Hyde.
Det forhindrer ham i at spille golf optimalt. Der er for mange tanker der forstyrrer. Især mellem hullerne på greenen. Han tænker på at blive verdensstjerne, på at leve i sus og dus, på berømmelsen.
Han tænker også på de mange penge han vil sende til sin familie som altid har hjulpet og støttet ham. Men der sker så mange uventede ting når der pottes, og det påvirker koncentrationen. Og der er mange slag der skal slås før bolden lander i de rigtige huller.
Desuden findes der et liv uden for golfbanen. Regninger der skal betales, kæresten som han netop har forladt, hans arbejde i det forsikringsselskab hvor han tjener til dagen og vejen. Han vil gerne have en sponsor, så han kan blive fri for at have arbejde ved siden af sin daglige træning.
Inderst inde har han mest lyst til hele tiden at stå på golfbanen for at blive bedre og bedre til at slå. Men det handler også om at være i nuet", som hans landstræner siger, og samtidig undgå at tænke bolden ihjel.
Lars vil have ryddet op i sit liv og er derfor begyndt at gå til psykolog for at finde ud af hvem han i grunden er.

Besat af golf
Lars har siden sin barndom været besat af golf og set op til sit store idol: Den spanske stjerne Seve Ballesteros.
"Han levede, tænkte og gjorde som ham - det var som en besættelse", fortæller forældrene i Juelsminde, hvor Lars er vokset op. Ballesteros kom også fra små kår - ligesom Lars. Han arbejdede sig op til at blive verdensstjerne, godt støttet af sin fattige far, der forærede ham en bambus, hvorpå der blev monteret et jernhoved så der kunne spilles golf.
Lars' far, Sonny, der er håndværker, tog Lars med på golfbanen fra han var helt lille og lærte ham svingene og teknikken. I al slags vejr kunne man se Lars øve sig på golf. Sonny har en sportsskade i højre fod, der gør det umuligt for ham at komme i et par golfsko. Derfor har han altid beholdt arbejdstøjet og træskoene på under træningen sammen med sin søn.

Golf skilte mor og far
"Golf er den bedste opdragelse man kan give sit barn", siger faderen. Han er selv bidt af sporten og har brugt meget af sin tid på golfbanen i Juelsminde. Tove, Lars' mor, har forgæves prøvet at få manden og sønnens aktiviteter til at passe bedre ind i hverdagen, men forgæves. I dag er de skilt efter 21 års ægteskab, men de følger begge sønnens planer om at blive blandt de bedste i verden. Lars er på vej til at blive professionel med støtte fra både far og mor, men først skal han lære at "fungere i nuet og undgå alle de forstyrrende tanker", som hans landstræner siger. Specielt mellem hullerne.

Montagen blev sendt første gang i 2000.
 

Send eller anbefal link

Tilrettelæggelse:

Torben Paaske

 
 

Programmet sluttede i udgangen af 2007

 
 
 
 

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Dokumentarzonen > Udsendelser > Montage

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.