Heaven

• Heaven  

Om et orkester fra Nakskov, der gav publikum det de ville have.

Verdenshistorien kan deles op i et før og et efter opfindelsen af teenageren, en sand revolution med musikken som drivende kraft. Det er ikke godt at vide hvor mange drømmende drengekvartetter iført ens jakkesæt Beatles har på samvittigheden, men Heaven fra Nakskov er i hvert fald en af dem.

I 1969 fandt fire 13-årige drenge fra Nakskov sammen og besluttede sig for at lave et band. Johnny kunne synge, Jimmy kunne spille guitar, Benny kunne spille trommer og Asbjørn var den heldige ejer af en bas, som han nok hurtigt kunne lære at spille på. Drengene slog op i en engelsk ordbog og syntes, at "Heaven" lød som navnet på et rigtigt band og så kaldte de sig det, men der gik faktisk et par år inden de tænkte over hvad det egentlig betød. Heaven. Det lå bare godt i munden og med Beatles i maven og guitar, orgel, bas og trommer på ryggen begav de sig ind i musikkens forjættede verden. Fire raske ungersvende der vandrer ud i eventyret fulde af uskyld og gåpåmod. Og som i ethvert andet eventyr med respekt for sig selv fik de en erfaren hjælper og det var Jimmys far Ludvig, der var svejser på Nakskov skibsværft. Han tilbød sig som manager og mens Jimmy skrev akkorder ned og Asbjørn øvede sig på sin bas, lagde Johnny og Benny øret mod radioen og lærte Beatlesnumrene udenad, lyd for lyd, uden at forstå hvad der blev sunget.

I 1970´erne blev der spillet op til dans på kroer, restauranter, tivolipladser og i forsamlingshuse i hver eneste lille flække i Danmark og i Nakskov var der langt til ungdomsoprør, langhårede mænd, brændende bh´er og syremusik. Jørn Hjorting fyldte stuerne med sin dansktop hver lørdag eftermiddag. To lys på et bord og søde sommerminder, der blegner og forsvinder. De korthårede kvartetter i noble ens jakkesæt havde masser at lave og der gik heller ikke lang tid inden manager-Ludvig havde skaffet Heaven det første spillejob på restaurant Lido i Nakskov. Her ville publikum danse til dansktopmelodier og så blev det sådan. Heaven lagde Beatlesnumrene på hylden og blev et dansktopband. Fire søde drenge i konfirmationsjakkesæt, der spillede for de unge på 40.

På restaurant Lido lærte Asbjørn, Benny, Jimmy og Johnny hurtigt at give publikum det publikum vil have. De lærte at lyde som andre, at spille coverversioner og gøre det godt og det gav jobs, for publikum vil høre det de hører i radioen. Og de var så søde, kun 14 år. De spillede på Pavillonen i Søllested og på Gedser-Travemündefærgen, men de stod altid langt nede på plakaten. Fra plakaternes topstykke smilede duetter og kvartetter, der havde været så heldige at få et hit på dansktoppen. Det var dem der solgte billetter, så i 1971 lavede Heaven et demobånd hjemme i manager-Ludvigs stue og sendte det til København og det gav pote. "Det lød ad helvedes til og det lød præcis som Klaus og Servants og de solgte jo masser af plader og så kan Heaven vel også", tænkte pladeproducenten Poul Bak og så blev der skrevet kontrakt med pladeselskabet Sonet, der på det tidspunkt havde travlt med at levere til den ugentlige dansktop.

Det hele gik derudaf. Heaven kom i stald hos impresario Eugen Tajmer og blev de yngste medlemmer i Musikerforbundet, men træerne vokser som bekendt ikke op i himmelen. Heavens første single "Davs med dig" kom ikke på dansktoppen. Jørn Hjorting syntes de sang for lollandsk og lukkede dem ikke ind i varmen, men på den næste single havde de smidt dialekten og en lørdag eftermiddag i 1974 kunne de høre sig selv strømme ud af radioen med det fra Tyskland inspirerede nummer "Er stemningen på toppen?". Således skete det at Heaven havnede øverst på plakaterne, kroejerne ringede fra hele landet og impresario Tajmer måtte melde om udsolgt resten af året. På det tidspunkt havde Asbjørn, Benny, Jimmy og Johnny forlængst bevist at de kunne klare alt det et dansktoporkester skal kunne klare: at spille det publikum vil have, at holde den kørende i halvtomme krostuer og at give pigerne noget at drømme om. De fik en fanklub og nyt lækkert scenetøj. Og de fik kørekort og en orkesterbil hvor der stod Heaven på siderne. De næste par år gik det bare afsted til Bornholm, Fyn, Sjælland og Jylland med over 200 spillejobs om året.

I 1977 lukkede dansktoppen ned og nogenlunde samtidig gjorde diskoen sit indtog rundt omkring i landets krostuer. Selvom der var mange der var glade for at slippe for Jørn Hjorting, der i et årti havde siddet som enevældig konge og smagsdommer på dansktoppen, var der ingen tvivl om at han med sit ugentlige program havde været med til at give mange håbefulde duetter og kvartetter smør på brødet. Dansktoppen var simpelthen en suveræn arbejdsformidler for brugsorkestret, den levende jukebox, der levede af at spille op til dans aften efter aften på alle de små etablissementer ude i landet. Den var del af et kredsløb, der til syvende og sidst hang sammen fordi en masse mennesker gik til krobal for at danse og more sig og holde kog i landsbyen.

Forandringen rundt omkring i de små krostuer skete gradvist. Kroejerne var ikke længe om at indse det smarte i at hænge en diskokugle op i loftet og hyre en DJ og hvordan konkurrerer en kvartet med det? Situationen blev ikke lettere af, at det unge nye publikum fik et stereoanlæg i konfirmationsgave og ville have den samme store lyd når de gik til krobal. Pludselig var det ikke nok, at orkestrene lød nogenlunde som transistorradioen hjemme i køkkenvinduet. For orkestre som Heaven, hvis styrke og stolthed lå i at kunne spille den musik publikum ønskede var der ikke andet at gøre end at lære de nye diskorytmer.

Heaven investerede i et nyt lydanlæg og en synthesizer og til deres store lykke viste det sig at Benny havde en suveræn Bee-Gees-falset. Pladeselskabet syntes at Heaven skulle lave en diskoplade, Hallo Makker, og på den blev de fire drenge ackompagneret af et kæmpearrangemant af strygere, blæsere og dunkende rytmer. Et sound som Heaven dog aldrig rigtigt kunne genskabe på scenen. Pladen solgte dårligt og pladekontrakten udløb. Der var ingen der var interesserede i at høre på et dansktopband som forsøgte at spille disko.

Johnny, Jimmy, Asbjørn og Benny spillede sammen i 15 år og gik hver til sit midt i firserne. De nåede at udgive 3 lp´er og 5 singler og de kom igennem nåleøjet på Jørn Hjortings dansktop et par gange. Men Heaven var først og fremmest et brugsorkester. De spillede op til bal på det hav af små musikscener der fandtes overalt i provinsen i 60´erne og 70´erne og det gjorde de aften efter aften, år efter år. Efter nedturen med diskopladen prøvede Heaven at skrive deres egen musik, men det blev aldrig rigtigt til noget. Efter en tid gik Johnny, Jimmy, Benny og Asbjørn hver til sit, fik gode solide jobs, familier og børn, der engang imellem klæder sig ud i det gamle scenetøj eller bladrer i Heavens tykke scrapbog: Vores stil er nok at vi ikke har nogen stil, udtaler Johnny i Nakskov-avisen Ny Dag i 1979. Og Jimmy supplerer: Hvis vi var originaler ville det nok have været lettere...

Montagen blev sendt første gang i 2001.